Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Så meget er sket på bare ét år med Jürgen Klopp: Liverpool drømmer igen om storhed

Så meget er sket på bare ét år med Jürgen Klopp: Liverpool drømmer igen om storhed

Det er lidt over et år siden, at Liverpool sikrede sig Jürgen Klopp som ny træner. Liverpoolfan Daniel Kawa peger på de største forandringer og opridser de lysende perspektiver

 

Af Daniel Kawa 

Den 8. oktober 2015 satte Jürgen Norbert Klopp sin signatur på en 3-årig kontrakt med Liverpool, og sjældent har ankomsten af en ny træner medført større hype. Både fans og medier var enige om, at Liverpool og Klopp var "a match made in heaven."

Et år er nu gået, og det er derfor oplagt at se på, om han har levet op til forventningerne. Desuden er det interessant at se på, hvilken udvikling klubben har gennemgået siden Brendan Rodgers var træner, og hvor der endnu er plads til forbedringer.  

Arven fra Rodgers

Klopp overtog et Liverpool hold, der var fuldstændigt blottet for selvtillid, og der var en bred anerkendelse af, at det var det dårligste Liverpool hold i årevis. Måske endda dårligere end under Roy Hodgsons rædselsregime, hvor spillere som Milan Jovanovic, Christian Poulsen og Sotirios Kyrgiakos ofte figurerede i start-elleveren. Det siger vist alt om, hvor skidt det stod til.

Fangruppen var splittet, tilliden til spillere og ledelse var væk, og klubben var fanget i en depressionslignende tilstand, som begyndte, da Gerrard mistede fodfæstet i kampen mod Chelsea og reelt set afgav mesterskabet til Manchester City. I mere end et år stod Rodgers apatisk på sidelinjen, alt imens han famlede i blinde efter et nyt spilkoncept, da hele holdet tidligere var bygget op om Luis Suarez, som nu havde forladt klubben. Den positive stemning fra 13/14-sæsonen var forsvundet, og Rodgers forsøgte forgæves at finde nye løsninger, som gradvist endte med at blive mere og mere desperate.  

På mirakuløs vis overlevede Rodgers et 6-1 nederlag til Stoke i den sidste kamp i sæson 14/15, men den negative spiral fortsatte sæsonen efter, og det resulterede i en fyring efter otte Premier League-kampe, hvor holdet havde fået sølle 12 point og stod med en målscore på 8-10. Derudover havde man spillet 1-1 i mod Bordeux og Sion samt upåagtede Carlisle i Cup-turneringer. Hvor Rodgers i sæsonen 13/14 blev rost for hans innovative tilgang, endte det med uforståelige løsninger som for eksempel at bruge Roberto Firmino og Raheem Sterling på wingback-positionen samt et forsøg på at gøre Emre Can til forsvarsspiller.

Fyringen hang påfaldende nok sammen med, at Jürgen Klopp var klar til at vende tilbage til fodboldverdenen efter en tiltrængt pause på fem måneder. Liverpools amerikanske ejere, FSG, havde allerede inden ansættelsen af Rodgers vurderet, at Klopp var den optimale kandidat til at fuldføre deres vision med klubben, men på daværende tidspunkt var Klopp ikke interesseret. Det er derfor ikke utænkeligt, at Rodgers udelukkende fik lov at beholde sit job efter 14/15-sæsonen, fordi det ikke var muligt at få Klopp overtalt til at overtage endnu.

Det lykkedes til sidst ejerne at få deres mand, og Klopp var bestemt værd at vente på. Inden det lykkedes José Mourinho at holde Liverpool fra fadet mandag aften, havde holdet scoret 26 mål i sæsonens første ni kampe - det højeste antal i mere end 100 år. Det er voldsomt imponerende og næsten uvirkeligt, kampprogrammet taget in mente, som bød på syv udekampe og opgør mod sidste års nummer et, to og tre samt Chelsea på Stamford Bridge.

Udover mål blander Liverpool sig i toppen af Premier League på flere parametre. 0-0-kampen mod United har trukket Liverpool lidt ned af listerne, men klubben er stadig i top fire, når det gælder flest afslutninger, flest afleveringer på modstanderens halvdel, flest skabte chancer, flest vellykkede driblinger, flest sprinter, mest possesion og så er Liverpool det hold, der har løbet længst. Det siger ikke så lidt om, hvor langt Klopp er nået på sine første 12 måneder i Liverpool.  

Plads til forbedringer

Alt er dog ikke rosenrødt, for der er stadig en kedelig tendens til, at Liverpool alt for nemt indkasserer mål på dødbolde. Det har været en akilleshæl i årevis, men forhåbningen var, at Klopp ville få løst problemet. Umiddelbart var det da også et opmærksomhedspunkt i sommerens transfervindue, da der blev hentet adskillige høje spillere ind, men lidt påfaldende er det kun Matip, som har været en fast del af holdet. Det skyldes hovedsageligt, at de seks forreste; Firmino, Coutinho, Mané, Lallana, Wijnaldum og Henderson har sat sig tungt på pladserne og scorer mål i hobetal. Det betyder samtidig at nogle af de højere spillere, der var på holdkortet sidste år, er gledet ud på bænken. Her tænker jeg særligt på Origi og Can, som begge var med til at trække gennemsnitshøjden op, men Klopp vurderer tydeligvis, at det pt. er vigtigere at holde det offensive momentum.

Månedens manager i Premier League: Jürgen Klopp.  Foto: Getty Images

Månedens manager i Premier League: Jürgen Klopp. 

Foto: Getty Images

Forsvaret har generelt lukket for mange mål ind og udgør endnu ikke det sikre fundament, som man ellers kunne forvente med tilgangen af en tysk træner. Der er trods alt sket en lille forbedring, da det primært har været personlige fejl og dødbolde, der har kostet, frem for den generelle usikkerhed, der har hersket i bagkæden i mange år. Tilgangen af Matip har skabt noget tiltrængt ro, og når han og Lovren får en række kampe sammen, er forhåbningen, at de kan udvikle sig til det bedste makkerpar siden Carragher og Hyypiä.

Hvis man foretager en direkte sammenligning mellem forsvaret under Rodgers og Klopp, er der statistisk ikke markant forskel, men der er en lille forbedring. Liverpool lukkede 201 mål ind i Rodgers’ 166 kampe med et gennemsnit på 1.21 pr. kamp,  imens samme statistik lyder på 68 mål i 62 kampe og et snit på 1.09 pr. kamp under Klopp. Hvis Liverpool skal genvinde mesterskabet, er det tal for højt, for siden sæsonen 00/01 er det kun sket én gang, at et hold er blevet mestre ved at lukke mere end et mål ind pr. kamp (United i 12/13). Så det er altså uhyre vigtigt, at defensiven bliver bedre.  

Målmandsposten giver stadig grund til bekymring, selvom den øgede konkurrence har fået Mignolet til at virke skarpere. Karius er startet usikkert, men på sigt kan der ikke herske megen tvivl om, at det er ham, Klopp har udset til at være første valg. Indtil videre er situationen imidlertid meget lig den, vi så i United, da David de Gea kom til, hvor han og Lindegård konkurrerede om pladsen, og det bliver spændende at følge, hvem der på kort sigt bliver Klopps foretrukne.

Det skal desuden nævnes, at det er  bekymrende, at Klopp nu har tabt de seneste seks finaler, han har deltaget i, og det var kun den allerførste, han spillede, en pokalfinale mod Bayern München, som han rent faktisk har vundet. Forhåbentlig er det en statistik, der snart bliver brudt og det er, tilsiger logikken, trods alt bedre at tabe en finale, end slet ikke at deltage i den.

Den første sæson  

Som nævnt i indledningen har Klopps første tid i Liverpool både bragt skuffelser og store øjeblikke. Klopps første måneder bar præg af, at der stort set ikke var tid til at træne mellem kampene, og det var derfor vanskeligt for ham at få implementeret sine ideer. Siden Klopp begyndte sin trænerkarriere i Mainz 05, har han altid haft stor fokus på træningssessionerne, da det er her, han for alvor kan præge sit hold og coache spillerne til at efterleve hans meget krævende fodboldfilosofi. Dette var, som sagt, sjældent muligt sidste sæson, grundet det udmattende kampprogram, som endte med svimlende 63 kampe, hvoraf Klopp stod i spidsen for de 52. Det bragte Liverpool op i top tre over flest spillede kampe for samtlige hold i hele Europa.

Da Klopp overtog holdet, var han utilfreds med den fysiske tilstand, som spillerne var i, og det var da også vanskeligt at se den store forskel på spillet i de første tre kampe, som alle endte uafgjort. Derefter var det, som om spillerne begyndte at forstå hans ideer, men meget kendetegnende for Klopps første sæson var der milevidt mellem top- og bundniveauet. Meriterende sejre på udebane mod Chelsea (1-3), Man City (1-4) og Southampton (1-6) blev efterfulgt af sørgelige indsatser med tre nederlag til følge - hjemme mod Crystal Palace på Anfield (1-2) ude imod de kommende nedrykkere fra Newcastle (2-0) og ude mod Watford (3-0).

3-0-nederlaget til Watford var det sportslige lavpunkt i sæsonen, og det var Liverpools femte nederlag efter blot 17 kampe i Premier League. Selvom spillet generelt blev bedre herefter, var det faktisk først i februar, at resultaterne begynde at blive mere stabile. Efter at Liverpool tabte 2-0 til Leicester den 2. februar, tabte holdet kun to gange i de resterende 14 ligakampe. Paradoksalt nok skete det samtidig med, at Liverpools europæiske eventyr for alvor tog fart, men på trods af de mange kampe affødte de store resultater i Europa selvtillid i den hjemlige liga.  

Selvom der var svingende resultater begyndte det dog ret hurtigt at blive tydeligt, hvad Klopp forsøgte at opnå - ikke bare på banen, men med klubben som helhed. Klopp vidste fra Dortmund, hvor vigtig en del fansene udgør for holdets succes og navnlig med den følelsesladede tilgang til spillet, som han praktiserer. Derfor har det været essentielt for ham at vække Anfield fra dets dvale, og han har bestemt også gjort sit for at få stemningen i vejret med adskillige opfordringer i pressen, samt hans nærmest maniske ageren på sidelinjen, hvor han ofte forsøger at opildne publikum.

Et af vendepunkterne skete i kølvandet på 1-2-nederlaget til Crystal Palace, hvor folk begyndte at udvandre i det 82. minut. Efter kampen udtalte Klopp, at han følte sig temmelig alene i det øjeblik, men erkendte samtidig, at det er holdets ansvar at få folk til at blive, ved at vise at det aldrig er slut før dommeren har fløjtet af.  

" I felt pretty alone at this moment"..."But we should be responsible that nobody can leave the stadium a minute before because everything can happen. We have to show that and we didn’t."  

Tilhængerne på Anfield knuselsker Jürgen Klopp. Foto: Getty Images

Tilhængerne på Anfield knuselsker Jürgen Klopp.

Foto: Getty Images

Effekten har bestemt kunnet mærkes på publikum, omend der stadig er plads til forbedring. Imod de mindre hold er der stadig alt for lange perioder, hvor Anfield er meget stille, selvom Liverpool ikke har tabt en kamp på hjemmebane siden den 26. januar. Klopp har formået at gøre Anfield til et sted, hvor udeholdene igen frygter at komme, og han er så småt ved forvandle det legendariske stadion til det uindtagelige fort, det var kendt som i gamle dage.  

Europa League - opture og en kæmpe skuffelse

Foråret 2016 bød på mange store øjeblikke, blandt andet en knusende sikker 3-0-sejr over Manchester City, men det var i Europa League, man for alvor fik set, hvor meget holdet havde udviklet sig under Klopps lederskab. Efter to meget chancefattige opgør mod Augsburg, hvor Liverpool vandt 1-0 samlet, ventede selveste Manchester United i ottendedelsfinalen.

Det var sjovt nok det første opgør mellem de to ærkerivaler i europæisk sammenhæng nogensinde, og den første kamp blev spillet på et elektrisk Anfield. United var heldige med at kun at tabe 0-2 mod et ineffektivt Liverpool mandskab, der brændte chancer på stribe og fuldstændigt nedspillede United. I returkampen var det mere lige, men Coutinho udlignede Uniteds føring med et overlegent solomål, hvor han efter en dribletur chippede bolden over de Gea fra en spids vinkel og sendte Liverpool sikkert videre.

Skæbnen ville, at Liverpool derefter trak Dortmund i kvartfinalen. Selvsamme klub som Klopp havde ført til store triumfer og som han året forinden havde forladt efter syv år i spidsen. Der var lagt op til nogle følelsesladede opgør, men det var nok de færreste, der kunne forudse, hvad der rent faktisk kom til at ske. Den første kamp endte 1-1 i Tyskland, og alt var derfor åbent i returkampen. Det skulle dog hurtigt ændre sig, da Dortmund førte 0-2 efter blot ni minutter. Den klasseforskel, man kunne have frygtet inden det første opgør, men som overraskende ikke virkede så stor i Tyskland, var nu tydelig for enhver at se. Dortmund lod ikke Liverpool få et ben til jorden og førte fortjent ved pausen.

Kort inde i anden halvleg scorede Divock Origi, men da Marco Reus iskoldt sendte bolden i nettet til 1-3 efter 57 minutter, lignede det kampens afgørelse. Liverpool ville det imidlertid anderledes, og Coutinhos mål fik lidt af spændingen tilbage, inden Sakho bragte balance i regnskabet med et kvarter tilbage. I overtiden steg Lovren højest på et indlæg og sendte Anfield og samtlige Liverpoolfans verden over i ekstase. Det største comeback siden miraklet i Istanbul var en realitet, og det var måske den bedste kamp, der nogensinde er blevet spillet på Anfield. Liverpool havde slået et af Europas bedste og mest formstærke mandskaber og på den mest dramatisk tænkelige vis. Kampen var nærmest en manifestation af Klopp som træner: passion, vilje og fight, samt en tro på, at det aldrig er ovre, før fløjten har lydt for sidste gang.

I semifinalen ventede spanske Villareal, som på daværende tidspunkt indtog den Champions League-givende fjerdeplads i den hjemlige liga. Den første kamp blev tabt 0-1 i Spanien, hvorefter Villareal blev kørt midt over på Anfield. Liverpool vandt 4-0 på endnu en magisk aften, hvor stemningen efterfølgende blev sammenlignet med Champions League-semifinalen mod Chelsea i 2005. Det er noget af en sammenligning, for netop den aften står som en af de største på Anfield i nyere tid. Det siger ikke så lidt om, hvor langt Klopp er nået med sit projekt om at samle fangruppen og genskabe den berømte stemning på stadion.  

På trods af de store oplevelser, var der stadig skuffelser, og her står finalenederlaget til Sevilla som det klareste eksempel. Alt tydede på, at det medrivende europæiske eventyr skulle slutte med, at Liverpool kunne løfte det første trofæ siden 2012 og dermed ville sikre sig en genvej til det forjættede land i Champions League. Efter en glimrende første halvleg frøs spillerne på den største scene og det gav en uvelkommen mavepuster, som atter en gang sendte tankerne tilbage på, da Gerrard mistede fodfæstet mod Chelsea i den famøse kamp i foråret 2014.

Emre Can får trøstende ord af Jürgen Klopp efter nederlaget til Sevilla i Europa League-finalen. Foto: Chris Brunskill/Getty Images

Emre Can får trøstende ord af Jürgen Klopp efter nederlaget til Sevilla i Europa League-finalen.

Foto: Chris Brunskill/Getty Images

Endnu engang havde fansene givet sig selv lov til at drømme, og endnu engang endte det i hjertesorger. Klopp var dog hurtig til at samle spillerne op og opmuntrede dem efter kampen med, at dette kun var begyndelsen på deres arbejde, og at der ville komme mange flere muligheder for succes. Meget sigende for Klopps ledelsesstil gav han sig derefter til at synge "We are Liverpool", hvorefter hele holdet stemte i.

Transfers - sådan gik det

Klopp valgte i januar at beholde den daværende trup for at se, hvad de kunne opnå. Han nøjedes derfor med at leje Steven Caulker og købe unge Marco Grujic, som han sendte tilbage på lån til Røde Stjerne. I sommerens transfervindue var han anderledes beslutsom og sikrede de fleste handler tidligt i vinduet, alt imens alle de spillere, han ikke vurderede passede i hans spilkoncept, blev solgt videre eller lejet ud. Undertegnede har tidligere lavet en analyse af sommerens transfers og vil derfor ikke bruge så meget tid på de enkelte indkøb her, men det er alligevel interessant kort at beskrive Klopps tilgang til at købe nye spillere. Du kan læse den fulde analyse her:

Klopp er ikke en manager, der køber færdigudviklede verdensstjerner - han skaber dem selv. Han passer derfor perfekt ind i FSGs strategi, hvor man hellere vil købe unge talenter og spillere, der endnu ikke har udløst deres fulde potentiale. Det havde Klopp stor succes med i Dortmund, og her to måneder inde i sæsonen ligner det bestemt, at han fortsætter succesen i Liverpool. Sadio Mané er kommet flyvende fra start og bliver allerede nu sammenlignet med John Barnes. Joel Matip, der kom på fri transfer, ligner en spiller til £25-30 millioner. Konkurrencen i truppen er skarpere, end den har været de sidste 20 år, og det er betryggende at se ud på bænken og se navne som Emre Can, Origi, Sturridge, Lucas, Moreno og Mignolet, frem for tidligere tider, hvor navne som David N'gog, Nabil El Zhar, Jay Spearing og senest Adam Bogdan ofte var de eneste muligheder. Udover bænken venter gode spillere som Danny Ings og Mamadou Sakho i kulissen, så den største udfordring for Klopp er at holde alle glade, men det må vist betegnes som et luksusproblem.

Der var utroligt delte meninger om sommerens transfervindue, men hvis man kan tage den nuværende situation for pålydende om, hvad der er i vente, er det et af de bedste vinduer, undertegnede kan erindre - og det er vel og mærke med et positivt regnskabsresultat på 14 millioner pund. Det er i dén grad godkendt.  

- Jeg er overhovedet ikke interesseret i, hvad andre klubber bruger. Det er ikke en konkurrence. Man vinder ikke ligaen før sæsonen begynder. Alle har deres egne ideer og muligheder. Jeg er virkelig tilfreds med vores muligheder. Vi gjorde, hvad vi gjorde, fordi vi følte, det var den rigtige måde. Hvis andre klubber har en anden strategi, så må de gøre, hvad de mener, er det rigtige, sagde Jürgen Klopp til Liverpool Echo 14. oktober.

Klopps metoder og personligheden bag

Der er ingen tvivl om, at Klopp er en unik personlighed, både på og udenfor banen. Klopp er ekstremt følelsesladet, og man er aldrig i tvivl om, hvad han mener. Hans stil er utroligt indlevende, og det er efterhånden fast kutyme, at han giver alle spillerne en bjørnekrammer efter hver kamp. Man skal dog ikke tage fejl af den venlige og imødekommende stil, for han er samtidig benhård, hvis spillerne ikke lever op til hans forventninger. Klopp fungerer som en faderfigur for spillerne, og de vil alle gerne imponere ham, men de er ikke i tvivl, hvis far er skuffet.  

Selvom Klopp ofte har følelserne uden på tøjet, er han altid loyal overfor spillerne, når han udtaler sig i pressen. Hvis Liverpool har tabt, tager han det fulde ansvar, og han kritiserer aldrig en spiller offentligt. Tingene bliver løst internt, og det er ganske befriende for alvor at vende tilbage til "The Liverpool Way" efter flere år med sæbeoperalignende forhold på Merseyside.

Når holdet derimod har vundet, giver Klopp fuld kredit til spillerne og vil helst ikke fremhæves selv. Det er ekstrem god ledelse og er med til at bygge spillerne op og give dem en tro på egne evner. I det hele taget er det kendetegnende for Klopps filosofi, at det hele handler om holdet frem for enkelte individer. Alle skal arbejde for det samme mål, og ingen er vigtigere end andre. Alle skal kende deres plads i systemet, og hvis der er en skade, skal afløseren gnidningsfrit kunne gå ind og løse samme rolle.

Klopp er en mester til at udvikle spillere og få dem til at nå deres fulde potentiale. Det vidste man måske i forvejen, men det hold, der pt. er nummer to på bookmakernes liste til at blive engelske mestre, er langt hen af vejen det samme, som Rodgers efterlod ødelagt og uden tro på egne evner. Adam Lallana er som genfødt i en dybere rolle og spiller måske sin karrieres bedste fodbold lige nu, Lovren ligner den solide klippe, som man forventede, da han ankom fra Southampton, Roberto Firmino er blevet omskolet til en effektiv falsk 9’er. Emre Can er rykket tilbage på midten, hvor han hører hjemme og lignede i store dele af sidste sæson en kommende verdensklassespiller på den centrale midtbane. I denne sæson har han endnu ikke tilkæmpet sig en fast startplads, men det skyldes - ud over den skærpede konkurrence - også, at han kom sent tilbage fra EM, samt at han pådrog sig en skade i begyndelsen af sæsonen. Desuden har Klopp foretaget en mindre genistreg ved at omskole den altid pålidelige James Milner til venstreback, noget der ellers var holdets akilleshæl med den ustabile og flagrende Alberto Moreno.  

Pressen og opsummering

Klopp er ekspert i at håndtere pressen, og hans hudløse ærlighed gør ham ekstremt populær. Klopp er en showman, men han har også noget at have det i, for inde under det store smil gemmer der sig en knivskarp analytiker og en sand vinder. For en gangs skyld er der noget ved at se pressemøder og interviews, for man er garanteret en både oplysende og underholdende oplevelse i skarp modsætning til forgængeren Rodgers, der altid benyttede de samme floskler uanset, hvordan det var gået. De fleste Liverpoolfans får stadig lyst til at hoppe ud af vinduet, når de hører udtrykket "great character", som Rodgers med statsgaranti sagde om indsatsen efter hver eneste kamp, hvad enten den så var vundet eller tabt.

Klopp er en anden kaliber, og hvor indtrykket af Rodgers var, at han var benovet over at få tildelt så stort et job, har Klopp ikke været i tvivl om, at han ville kunne tilføre Liverpool en masse, og at han og klubben var ligeværdige legekammerater. Klopp har en aura omkring sig, der får folk til at lytte, og hans flamboyante personlighed er forførende for både fans, medier og spillerne.

LFC-Danmarks Clark James medvirkede forleden i en podcast på Mediano, hvor ét af temaerne var, hvorvidt Klopp er den nye Bill Shankly, og sammenligningen er slående. Den podcast kan du høre her:

Shankly var også en folkeforfører, der formåede at forene klubben og fansene, han var en vinder og en talentfuld motivator, der fik det optimale ud af spillerne. Det er selvfølgelig meget tidligt at forsøge at sammenligne Klopp med den største manager i klubbens historie, men alene det faktum, at Klopp efter et år i klubben har formået at drage paralleller til selveste Bill Shankly, fortæller en tydelig historie om, hvor langt ind i klubbens hjerte han er nået.   

På blot et år har Klopp formået at få alle i klubben til at trække i samme retning, og han har samlet en splittet fanbase. Han har fået implementeret en klar spillestil og fodboldfilosofi, som alle følger til punkt og prikke. Samtidig har han fået en spillertrup, som de fleste vurderede var middelmådig, til at ligne titelaspiranter og han har givet spillerne en tro på, at de kan slå alle. Han har desuden adresseret mange af truppens mangler på transfermarkedet, og sidst men ikke mindst har han fået fansene til at drømme igen.

Det har været et intenst og medrivende første år, men dette er kun begyndelsen. Tilbage er der blot at sige:

Jürgen - Make us dream!

Topfoto: Jurgen Klopp jubler over en scoring mod Borussia Dortmund i Europa League.

Getty Images

 

Mediano Superliga: Niels Frederiksen om de store provinsbyer uden for top 6, hvortil kontinuitet er nøglen

Mediano Superliga: Niels Frederiksen om de store provinsbyer uden for top 6, hvortil kontinuitet er nøglen

AGF-podcast: 'Det nye AGF' – hvad er der sket siden turnaround'et?

AGF-podcast: 'Det nye AGF' – hvad er der sket siden turnaround'et?