OB før Superliga: Arvesølv og store drømme
Odense Boldklub: Da Fyns største fodboldklub og daværende mesterskabskandidat for snart seks år siden skød gang i en ny strategi, var det på paradoksal vis på bekostning af klubbens historiske identitet. Kent Nielsen kan dog meget vel være træneren, som bringer OB tilbage på sporet af fordums dyder
Af Peter Borberg, mag.art, forfatter og journalist
For lidt Moseby og for meget Hjulmand.
Sat på spidsen er det nogenlunde dén følelse, som mange OB-tilhængere gennem de seneste sæsoner har stået med, når de har set deres stribede helte levere den ene middelmådige præstation efter den anden i det, der engang blev regnet for en uindtagelig fæstning i den fynske hovedstad.
Moseby som billedet ”på det gode gamle OB”, hvor hårdtarbejdende muskelmænd á la netop midtbanekæmpen Ulrik Moseby satte ind med hvinende tacklinger, der kunne høres helt ind i H.C. Andersens Hus. Og Hjulmand – med henvisning til F.C. Nordsjællands succesfulde træner – som billedet på nobelt boldflytteri, der mere rimer på Strandvejen nord for København end Stadionvej i Bolbro i det vestlige Odense.
Ja, der er sågar dem, der vil mene, at det OB, de har været vidner til de senere år, på ingen måde er deres OB. De har ikke kunnet genkende det OB, som i generationer har været kendetegnet ved markante dyder, som ikke ret mange andre danske fodboldklubber kan bryste sig af på tilsvarende vis. Dyder, der ikke træder frem som et nyt tankesæt om en mere teknisk og boldbesiddende spillestil, men derimod dyder som kollektiv, ydmyghed og fysisk overskud, et særligt stribet dna, der trækker spor langt tilbage i klubbens historie.
Hvad er OB?
At OB gennem sin historie har udviklet et ganske særligt dna, som klubben har fejret sine største triumfer på, blev for mig klart, da jeg som inkarneret OB-fan for nogle år tilbage var med til at skrive bogen De Stribede fra Fyn – Historien om Odense Boldklub (2011).
I historien gemte sig nemlig svaret på det spørgsmål, som daværende administrerende OB-direktør, Kim Brink, stillede, da jeg gik i gang med bogen:
"Hvad er OB?"
Hvad er det – udover striberne og bynavnet – som gør, at OB er OB og ikke blot en fynsk udgave af Brøndby, AaB eller FCK? Det nærliggende og flabede svar er den totale mangel på mesterskaber gennem snart 30 år. Men der er mere i det end det.
Krig og kollektiv
Fra Kim Brinks på en gang banale og komplekse spørgsmål ved det ovale mødebord i VIP-loungen på Odense Stadion bevæger vi os tilbage til OB umiddelbart efter besættelsen i 1945. Det er nemlig her, at der fødes et kulturtræk, som kommende trænerpersonligheder i OB forfiner og bygger videre på.
Efter krigens afslutning i 1945 blev der lavet en ny Danmarksturnering. 30 hold blev inddelt i tre divisioner. Hele molevitten blev nulstillet, og klubberne fik tildelt deres respektive pladser af de høje herrer i DBU. OB blev placeret i 3. division, hvorfra de kunne skue op i tabellerne og se lokalrivalerne fra B1913 boltre sig i 2. division, mens B1909 fik plads i den bedste række.
Historien fylder en del, når man skal forstå forventningerne til OB. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg
Forbitrelsen i OB var enorm, men trods massive protester var der intet andet at gøre end at lade støvlerne tale. Under træner Harry Conradsens på én og samme tid jernhårde og kammeratlige ledelse blev der fremelsket en kollektiv indædthed og ydmyghed, der gav resultatet. OB tog turen fra 3. division til 1. division på to år.
Holdet vandt aldrig guld, men alligevel fremstår netop dette hold i dag som et af de vigtigste i OB’s historie, fordi det satte en fed streg under, hvad der var OB’s selvforståelse:
Kollektivt sammenhold, masser af fysik og en god portion ydmyghed.
Træneren
Det stribede spor, som Harry Conradsen havde udlagt, blev over de kommende år forfinet yderligere af hårdhudede trænere som Denis Neville og Géza Toldi, der ikke lagde skjul på, at de hellere ville have kontante slidere end kreative individualister.
Og så trådte en vis Richard Møller Nielsen ind i Stribernes historie. Her bliver der lagt afgørende sten i det OB-fundament, som klubben kommer til at fejre sine største triumfer på.
Et stærkt trænerteam frem til 2010 - Lars Olsen og Viggo Jensen. Foto; Getty Images/Jan Christensen.
Når man i dag taler om ånd, tradition og identitet i Odense Boldklub, er det uafladeligt Richard Møller Nielsen, som gamle OB-kæmper fremhæver som manden – eller slet og ret træneren – der fik kollektivet og troen på fysisk overskud, til omsider at udmønte sig i stribede pokaler.
Skræddersyet til Striberne
Richard Møller Nielsen, der tidligere havde været berygtet som en aldeles kontant spiller i OB's forsvarskæde – indtil han i 1961 blev erklæret fodboldinvalid på grund af et ødelagt korsbånd – var af to omgange træner for OB. Begge gange med mærkbare resultater til følge, der blev hevet hjem ud fra en klokkeklar filosofi: Stærkt kollektiv, jernhård fysisk disciplin og fynsk ydmyghed.
”En fodboldspiller dur ikke, hvis han ikke kan løbe Fyn rundt uden at trække vejret” eller "Jeg har ikke brug for kunstnere, men for krigere," er blot nogle af de aforismer, som gennem tiden driblede ud af munden på den senere landstræner. Ikke så mærkeligt at han kom på kant med brødrene Laudrup.
I OB var Richard Møller Nielsen skræddersyet til den stribede trøje. I hans første periode – som blev skudt i gang, da han reagerede på en jobannonce, som OB i 1963 indrykkede i Fyens Stiftstidende, hvor klubben søgte ny træner til førsteholdet – fik han bragt OB tilbage fra en kummerlig tilværelse i den næstbedste række til 1. division.
Ricardos mission
Men det er først og fremmest Richard Møller Nielsens anden regeringstid i OB, der er bemærkelsesværdig. Ikke alene står den i dag som den suverænt største trænerbedrift i klubbens historie, den rummer også et usædvanligt, men ofte overset bidrag, til dansk fodbold i det hele taget.
Efter trænerophold i Esbjerg og Svendborg var Richard Møller Nielsen i 1975 tilbage i Ådalen. OB rodede igen rundt i 2. division, og fordums dyder syntes at være i færd med at sive stille og roligt ud i Odense Å. Vi var endnu i amatørenes glade tidsalder, hvor et træningspas sagtens kunne skylles ned med en håndbajer.
Richard Møller Nielsen ville det anderledes. Da han under sin første træning i Ådalen pressede spillerne så langt ud, at et par af dem måtte knække sig i hegnet bag træningsbanen, sluttede han hele seancen af med at præsentere sig selv og sine visioner, byde holdet velkommen til en ny sæson og i øvrigt tilføje, at det var det dårligst trænede hold, han nogensinde havde oplevet.
Richard Møller Nielsens opskrift var enkel: Der skulle tæskes disciplin og masser af kondition ind i OB-spillerne. Profiler kunne være godt nok, men i sidste ende var det sammentømringen af det ultimative kollektiv, som skulle hente pokalerne.
Resultaterne
Helt uhørt for denne tid havde Richard Møller Nielsen været på ugelange studierejser til blandt andet Bayern München, FC Köln og West Ham for at studere træningskultur. Mens dansk fodbold endnu befandt sig i amatørenes tidsalder, varslede Richard Møller Nielsen reelt en professionel tilgang til fodbolden.
Hvor det ofte har heddet sig, at dansk fodbold stod i stampe, indtil Sepp Piontek i 1979 overtog tøjlerne, så skriger denne skarpt vinklede myte på en nuancering. Et par år før Piontek kom til landet, havde Richard Møller Nielsen således skudt gang i en disciplinering af fodbolden i Ådalen i Odense.
Resultaterne udeblev ikke.
To mesterskaber – i 1977 og 1982 – samt en pokaltitel i 1983 blev det til, inden Richard Møller Nielsen og OB-ledelsen i 1985 ragede uklar med hinanden om trænerens manglende lyst til at bruge anføreren Allan Nielsen, som Richard Møller Nielsen – meget apropos de stribede dyder – ikke mente udviste den rette ydmyghed og disciplin.
Andre stod nu klar i kulissen. Ikke med henblik på at vende op og ned på OB, men derimod bygge videre på det, der mere og mere trådte frem som en klar stribet tråd.
Stribede tæsk
Spurgte man i slutningen af 1980'erne, hvad andre forbandt med OB, så gik svaret ofte på masser af fysik. Denne artikels forfatter husker, hvordan jeg i 1989 sad på stadion i barndomsbyen Silkeborg og ventede på, at gæsterne fra Fyn skulle entre grønsværen. Man vidste på forhånd, at de lokale helte fra Søhøjlandet ville komme på hårdt arbejde, når de fysiske pragteksemplarer fra OB snørede støvlerne.
Kim Brink var både U19, førsteholdstræner og sportsdirektør i OB. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg
Under træner Roald Poulsen og hans introverte væsen, der passede perfekt til OB's alt andet end bralrende stil, nappede OB i 1989 klubbens seneste mesterskab. Vundet på det, som træneren siden selv betegnede som en på én gang stålsat og ydmyg sejrsvilje.
Blodbad og saltvand
"Hvad er OB?"
Det var spørgsmålet, Kim Brink stillede hin dag i 2008 i vip-loungen på Odense Stadion. Samme Kim Brink, der som træner i starten og midten af 1990'erne sammensatte et slagkraftigt OB-hold, der kunne løbe solen sort, og hvor det var typer som Steen Nedergaard, Johnny Hansen, Alphonse Tchami, Carsten Dethlefsen, Michael Hemmingsen, Carsten Hemmingsen, Brian Steen Nielsen, Jess Thorup og Michael Schjønberg, der fortsatte traditionen med stærk fysik, et sammentømret kollektiv og ikke alt for megen kæften op – i hvert fald ikke FØR sejren var i hus.
Samme Kim Brink, der som administrerende direktør for OB op gennem 00’erne stille og roligt fik sat et potent OB-hold sammen, der med fysisk overskud som udgangspunkt nappede tre sølvmedaljer på stribe og følgelig blev betragtet som FC Københavns største mesterskabsrival.
Når Kent Nielsen bjæffer ordrer og klassiske dyder på stadion i Bolbro, peger det ind i OBs historie. Foto: Getty Images/Allan Høgholm
Lige indtil den efterårsdag i 2010, hvor OB-toppen chokerede hele fodbolddanmark ved brat at skille sig af med både direktør og trænerteam, Lars Olsen og Viggo Jensen, med den begrundelse, at tiden var moden til at gå nye veje. Det, som i pressen blev døbt ”Blodbadet i Ådalen”, ønskede klubben hellere at fremstille som en saltvandsindsprøjtning, men i virkeligheden kom det til at ligne en punktering af det, som tidligere havde været OB’s kendetegn.
Strategien
I den nye strategi blev der udpeget flere fixpunkter, som fremtidens OB skulle sigte mod. Et af dem gik på at blive mere fynsk ved brugen af egne talenter. Et andet lød, at der skulle udvises respekt for historien – ”Vi vil huske på fortidens helte og sejre, så vi ikke glemmer, hvem vi er.”
Set over de seneste år har respekten for historien sørgeligt nok ikke fået den plads på banen, som den fortjener. OB's adelsmærke gennem generationer, nemlig det sublime kollektiv og det fysiske kraftudtryk, har til tider været decideret ikke-eksisterende, og for mangen en OB-tilhænger – herunder undertegnede – har det været direkte beskæmmende at se, hvordan OB gang på gang er blevet trykket bagud og er blevet tappet for kræfter af hold, som klubben få år forinden havde mast på fysik.
Mere fynsk - mindre OB?
Hvad står tilbage siden udrensningen i 2010 og den nye strategi?
Sat på spidsen følgende: Et OB, der med jævne mellemrum er blevet tromlet på fysik og disciplin, og som gentagne gange har tabt slaget de steder på banen, hvor de tidligere gik for at være allerstærkest. Et OB, som i perioder har været nødt til at omskole en midtbanespiller, fordi klubben reelt ikke har haft en angriber, hvilket går stik imod klubbens tradition for stærke angribere – lad os i flæng nævne Allan Hansen, Lars Elstrup, Mwape Miti, Steffen Høyer, Djiby Fall og Peter Utaka. Et OB, som gennem flere år har søgt efter målmandsløsninger, der ikke kommer blot tilnærmelsesvist i nærheden af tidligere så sikre ankermænd som Lars Høgh, Karim Zaza, Arek Onyzsko og Roy Carrol.
I Rasmus Festersen - her i kamp mod FC Midtjylland og Kian Hansen - har OB igen fundet en angriber, der matcher historien. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg
Det hører med til historien, at OB’s strategi i særdeleshed har haft til formål at trimme organisationen økonomisk. Der har været sparetider i Ådalen, og klubledelsen har ikke lagt skjul på, at den har været nødt til at hente spillere fra en anden hylde end dengang, hvor der blevet skrevet kontrakter med stjernespillere som Djemba-Djemba og føromtalte Roy Carrol. Men det ændrer ikke på, at dem, som har fulgt OB gennem en årrække, og som blot kender lidt til klubbens historie, har haft umådelig svært ved at genkende deres hold.
Det kan godt være, at der løber mere fynsk blod i årerne på en række af de spillere, der i dag ifører sig den stribede trøje, men er det i virkeligheden ikke sekundært, når det synes at være sket på bekostning af det, som historisk har været OB?
Kent og fremtiden
Jeg var en af dem, som tog en kort svingom med fruen hjemme på stuegulvet, da OB annoncerede, at klubben havde skrevet kontrakt med Kent Nielsen. Ikke kun fordi det selvfølgelig i sig selv var opløftende at hente en træner med nypudsede pokaler i trofæskabet. Nej, mest fordi Kent Nielsen om nogen personificerer de dyder, som OB har været snublende tæt på helt at forlade.
Det er værd at hæfte sig ved, at Kent Nielsen spillede under Richard Møller Nielsen og i den grad som træner har efterlevet det, som det fynske bøgetræ også plantede som nye skud i Ådalen. Allerede ved sin tiltrædelse i Ådalen talte Kent Nielsen om, at han vægter hårdt arbejde, disciplin og ydmyghed højt.
Pilen peger bagud og fremad
Pilen peger i den rigtige retning i OB. På flere måder. Den økonomiske trimning, som klubben har været igennem, har nu endelig givet et nyt råderum, der gør det muligt at hente spillere på et højere niveau, end det har været tilfældet de seneste sæsoner. Angriberen Rasmus Festersen er allerede beviset på, at OB stadig kan hente og udvikle angribere, der blander sig i toppen over de bedste angribere, og den norske keeper Sten Grytebust synes omsider at være manden, der kan løfte arven fra OB’s enestående tradition for suveræne keepere.
Midtbanespilleren Muhamed El Makrini har været lang tid om at komme i gang, men formkurven har trods alt været opadgående, og på de bedste dage kan Makrinis arbejdsraseri minde om nogle af de krigertyper, OB’s fans tidligere har været forvænt med. Hvad kan det ikke føre til, hvis Izunna Uzochukwu følger trop.
Også den bagerste kæde synes nu – i hvert fald på papiret – stabiliseret kraftigt med nye stærke folk som Kenneth Emil Petersen, Frederik Tingager og Jeppe Tverskov. Og er der noget, som de stribede fans ønsker sig, så er det et OB-hold, der lukker af bagude med typer, som modstanderne slår sig på.
Pilen peger rigtigt i OB, fordi den igen peger bagud. Når Kent Nielsen leverer sine indpiskende primalskrig på sidelinjen i Bolbro, vækker han OB’s historie til live. Det er også nødvendigt. Hvis arvesølvet en skønne dag skal veksles til guld, så kræver det, at OB finder de dyder frem, som i sig selv rummer svaret på, hvad det er, der gør OB til OB.
