Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Boguddrag: De røde og de døde - Liverpool FC's historie - Bill Shanklys første år

Boguddrag: De røde og de døde - Liverpool FC's historie - Bill Shanklys første år

Bill Shankly var manden, der førte Liverpool helt til tops. Fra den ydmyge begyndelse i 1959, hvor Liverpool lå i 2. division frem til 1974, hvor den legendariske manager kunne se tilbage på tre mesterskaber og flere pokaltitler - samt en verdensomspændende popularitet. Michael Seidelin, Politikens faste korrespondent i Paris, er forfatter til en ny bog om Liverpool, og her bringer Mediano et uddrag:

Introduktion: Bill Shankly var i 1959 manager i Huddersfield, men var utilfreds med de økonomiske muligheder i klubben. I det sene efterår mødte bestyrelsen for Liverpool FC op til en hjemmekamp for Huddersfield og forelagde Bill Shankly muligheden for at overtage den skrantende klub, som lå i 2. division.

---                            

Bill Shankly var derfor moden til at overveje tilbuddet fra Liverpool, men under det første møde med bestyrelsen stillede han nogle klare betingelser, som forfatteren David Peace beskriver på denne måde i sin roman om Bill Shankly:

»Altså, jeg skal have kontrol over træningsmetoderne og spillestilen. Jeg skal udtage holdet uden indblanding fra jer eller direktørerne. Og hvis jeg mener, vi skal have nye spillere, så skal I og direktørerne finde penge, som jeg kan købe spillere for. Og så skal jeg have en løn på 2.500 pund. Og hvis I ikke kan acceptere disse betingelser, så er jeg ikke interesseret, er  jeg bange for«.

Ordene faldt måske ikke lige sådan, men ifølge Bill Shanklys egne referater af mødet og andre tilstedeværende var budskabet stort set som ovenstående. Et af bestyrelsesmedlemmerne spurgte, hvor meget han fik i Huddersfield? 2.000 pund, svarede Bill Shankly, hvorefter direktionen accepterede hans udspil på trods af, at de skulle sluge hans krav om selv at udtage holdet, hvilket var uhørt i de fleste klubber. På den anden side var Bill Shankly ingen dyr manager, og bestyrelsen var ikke ødsel med pengene.

Det første møde fik måske alligevel nogle af dem til at stille spørgsmålstegn ved manden, de havde ansat, for i modsætning til forgængeren hørte Bill Shankly ikke til den ydmyge type. Og det blev hurtigt værre. Under en rundtur på Anfield, som han over for venner betegnede som en ‘svinesti’, gik det op for ham, at der ikke var vandingsanlæg til banen. Den blev vandet med en slange, der blev forbundet til en hane i et omklædningsrum.

Det hele trængte til en omgang maling, og Shankly blev rystet, da han så toiletterne på tribunerne. De stank langt væk, og udskyllet fungerede ikke.

Da Bill Shankly påpegede disse forhold på sit næste møde med klubbens ledelse, accepterede de kritikken – men de havde svært ved at forstå indignationen over toiletforholdene, og Bill Shankly bebrejdede dem, at klubben bød tilhængerne – som betalte for billetten – den slags forhold. Han mente i det hele taget, at skiftende bestyrelser havde udvist total foragt for tilhængerne, som trods placeringen i 2. division mødte talstærkt op, og han gjorde det til et af sine projekter at forbedre forholdene både for spillere og publikum. Han bad også om penge til maling, men direktørerne behøvede ikke at ansætte malere; han og assistenten Bob Paisley malede selv.

En anden konflikt opstod, da Bill Shankly en af de første dage så træningsanlægget Melwood uden for byen. Træningsbanen var under al kritik, og bygningerne var ved at falde sammen.

»Faldt tyskernes bomber her?» lød det fra ham vel vidende, at det ikke havde været tilfældet. På et tidspunkt mødte han nogle store drenge, som havde travlt inde i bygningen. Det var klubbens ungdomsspillere, som gjorde rent om dagen og trænede om aftenen. Bill Shankly gav dem omgående besked på at træne om dagen og tage sig af andre opgaver om aftenen. De var i Liverpool for at blive gode fodboldspillere, som klubben senere kunne få glæde af, svarede han, da ledelsen bad ham om ikke at blande sig i disse forhold.

Den nye managers ankomst til klubben udløste ikke de store reaktioner i byen eller i tilhængerskaren. Det var trods alt ikke andet end en manager fra en anden klub i den næstbedste række, som overtog roret i den engang så stolte klub. Han kom også alene. Mens mange managere og toptrænere i dag ankommer til en ny klub med deres egen stab, mødte Bill Shankly op i Liverpool uden nogen. Men han kendte de mænd, som havde  arbejdet sammen med den tidligere manager. Han havde spillet mod dem, og han stillede kun ét krav til dem, da han mødte dem første gang:

»Jeg ønsker loyalitet. Jeg vil ikke have, at den ene fortæller historier om den anden. Hvis nogen fortæller mig noget om en anden, så vil ham med historien blive fyret. Og jeg er ligeglad med, om han har været her i 50 år«, lød beskeden til mændene, som i folkemunde blev kendt takket være deres tilholdsssted på Anfield, nemlig støvlerummet, ‘The Boot Room’, som var et mindre redskabsrum under hovedtribunen, hvor spillere og trænere hængte deres støvler.

På et tidspunkt fungerede det som oplagringsrum for kasser med Guinness-øl, som hjælpetræner Joe Fagan havde modtaget som tak for at hjælpe firmaholdet fra bryggeriets lokale filial. Det passede den assisterende manager Bob Paisley godt, for den ellers mådeholdne mand satte pris på det irske øl, som han og de øvrige begyndte at drikke nede i støvlerummet. Det blev udstyret med et gammelt bord, nogle plasticstole, tilfældige glas og krus, og udviklede sig til at være det faste mødested for Shankly og hans medarbejdere. Det blev også stedet, hvor Shanklys medarbejdere inviterede deres kolleger fra udeholdet til en drink eller en kop te, ‘a cuppa’, efter en kamp.

Medlemmerne af det legendariske Boot Room: Bill Shankly, Bob Paisly, Ronnie Moran, Joe Fagan og Reuben Bennett. Foto: Liverpool FC via Getty Images

Medlemmerne af det legendariske Boot Room: Bill Shankly, Bob Paisly, Ronnie Moran, Joe Fagan og Reuben Bennett.

Foto: Liverpool FC via Getty Images

»I sig selv var det ikke noget som helst, et udvidet kosteskab. Det blev en myte, fordi flere af mændene, som drak en kop the eller en øl sammen flere gange om ugen derinde, selv blev myter«, fortalte en af dem, Reuben Bennett, flere år senere.

Bill Shankly selv tilbragte dog mere tid på sit kontor end i støvlerummet, som blev tilholdssted for staben. Den bestod af en tæt sammentømret gruppe uden personlige ambitioner, og derfor var Bill Shanklys advarsler om loyalitet sikkert overflødige, for der var tale om modne, selvbevidste mænd, der alle kom fra de samme arbejdermiljøer. De havde også en fortid som relativt kendte spillere, og Reuben Bennett havde fungeret som manager i flere skotske klubber. Han var kommet til Liverpool for at bistå manager Phil Taylor, og under Shankly blev hans opgave at stå for den daglige træning, hvor der ifølge spillerne ikke blev givet ved dørene. Ligesom sin boss var Reuben Bennett benhård, og en spiller skulle nærmest møde med et brækket ben for at blive fritaget for træning. Der blev råbt og skreget, men Reuben Bennett og Bob Paisley, der var medansvarlig for førsteholdet, kunne også dele en øl med spillerne over en god historie eller en snak om fodbold, som optog det meste af tiden.

Spillerne mærkede hurtigt, at det var blevet nye tider, og de var tilfredse med deres nye chef. Mens engelske og skotske trænere siden 1880’erne stort set havde begrænset træningen til fysiske øvelser og løb, bortset fra enkelte undtagelser som Herbert Chapman i Arsenal, indførte Bill Shankly træning med bold. Der blev spillet ‘five-a-side’ på små mål, og spillerne skulle igennem forskellige former for skudtræning, ligesom han introducerede øvelser i boldkontrol. En anden øvelse var at lade få spillere træne med bolden inde i en form for kasse, hvilket lærte dem at bevæge sig med bolden på et meget lille område.

Shankly redegjorde for sine træningsmetoder i et interview i Liverpool Echo syv år efter, at han havde forladt klubben.

»Hvis man træner ordentligt, er 35 minutter om dagen tilstrækkeligt. Liverpools træning byggede på at presse spillerne helt. Derefter fulgte kortere, rolige intervaller med kampe med to, tre eller fem på hver side, hvor du arbejder som en bokser, du vrider og vender dig. Træningen var baseret på elementære færdigheder som kontrol, aflevering, blik for spillet og overvågenhed. Hvis du er i form, har du en fantastisk fordel i forhold til enhver anden. Det er vigtigt, at hver spiller rører bolden så hurtigt som muligt, når kampen er gået i gang. Når du får den, tager du den ned med brystet, og du spiller den videre til din kammerat. Det ser ikke ud af ret meget, men det er det. Hvis du prøver at gøre noget smart, og det ikke fungerer, så kan det få dig til at miste selvtilliden. Det er ikke min metode«.

Bill Shankly var tilhænger af enkle træningsmetoder og det enkle spil.

»Hvis du ser en rød, som er omgivet af blå spillere, skal du ikke spille bolden til ham. Find en rød, som kan arbejde videre med bolden, og gør det hurtigt«, lød en af hans instrukser til spillerne, og han understregede igen og igen nødvendigheden af at holde bolden på jorden og om muligt spille sig uden om modspillerne. Det havde han blandt andet set hos store kontinentale hold som Real Madrid, Inter fra Milano og franske Stade de Reims, og i modsætning til de fleste andre engelske eller skotske managere holdt han sig løbende orienteret om udviklingen på kontinentet på et tidspunkt, hvor tv-transmissioner af fodboldkampe først så småt var ved at blive en del af dagligdagen, og hvor optagelser af kampe og spillere ganske enkelt ikke eksisterede.

Den nye manager ønskede at se den form for ‘kontinental’ fodbold, som han havde forsøgt at virkeliggøre i Huddersfield trods de få ressourcer, der var til rådighed. Hans ideer var langtfra hemmelige, og forfatteren John Williams citerer i bogen Red Men en artikel fra avisen Liverpool Echo fra december 1959.

»Shankly er tilhænger af den kontinentale fodbold. Manden uden boldbesiddelse er lige så vigtig som ham, der har bolden for sine fødder. Kontinental fodbold er ikke den dovne mands måde at spille fodbold på (...) Han vil lære sine spillere at kontrollere bolden og føre den videre i én og samme bevægelse, selv når de modtager den hårdt og måske lidt besværligt. Han vil lære dem at opøve den totale kontrol over bolden«.

Taktiske øvelser og trænerkurser om taktik var derimod ikke noget for den nye Liverpool-træner. Han forlod et trænerkursus efter en enkelt dag, og træning i faste mønstre ved dødboldsituationer var en sjældenhed på Melwood. Shankly sagde igen og igen, at intelligente spillere selv kan finde ud af, hvor de skal placere sig ved et hjørnespark, hvad enten holdet angriber eller forsvarer. Han overlod taktikken til Bob Paisley, som også sugede til sig fra europæisk fodbold, og opskriften var relativ  enkel: Forsvarskæden sætter angrebene i gang, og bolden bliver spillet op ad banen i kombinationer langs jorden. Alle bevæger sig, for boldholderen skal altid have flere muligheder at vælge imellem, når han skal af med bolden.

Pressen forberedte også læserne – og bestyrelsen i Liverpool på – at klubben nu havde fået en manager, som i modsætning til den foregående sagde sin mening, og som ikke tog et nej for et nej uden gode argumenter. Han var ikke alene utilfreds med ‘svineriet’ på Anfield og de antikverede forhold på Melwood.

Han sørgede for, at spillerne fik ordentligt tøj at træne i i stedet for den ‘kludebunke’,han havde fundet på gulvet på Melwood.

Han bestilte moderne udstyr til behandling af lettere skader, og han besluttede egenhændigt, at holdet skulle flyve til udekampe langt fra Liverpool. Der var hævede bryn i bestyrelseslokalerne, men Bill Shankly holdt fast. Det var slut med den amatørisme, som havde præget klubben i over ti år.

Bill Shanklys metode fungerede, men først efter et stykke tid. Han overtog et hold med kun én stjerne, Bill Liddell, som fyldte 38 år få uger efter den nye managers ankomst. Men holdet var ikke uden talent, og det skal ikke glemmes, at Liverpool havde været tæt på oprykning med en tredjeplads i 1956, en tredjeplads året efter og fjerdepladser de to følgende år. Derfor er det forkert at sige, som det ofte hævdes, at Bill Shankly overtog et fallitbo af spillere. Forgængeren Phil Taylor havde fået en god angriber, Roger Hunt, til klubben, og han blev en vigtig faktor i angrebet sammen med Jimmy Melia og Dave Hickson, som Liverpool havde købt af Everton. Bill Shankly hev forsvareren Gerry Byrne ud af reservestaben, hvor forgængeren havde placeret ham, og Shanklys aldrende landsmand, Bill Liddell, kom til ære og værdighed igen og spillede flere gode kampe.

Det gik hurtigt op for den nye manager, at vejen tilbage til 1. division og tidligere tiders storhed risikerede at blive lang og kompliceret. Liverpool tabte den første kamp under Bill Shanklys ledelse 4-0-til Cardiff City, og det blev til nederlag på 3-0 til Charlton Athletic i London. Kun tre dage efter mødte de to klubber igen hinanden på Anfield, og kampen blev et vendepunkt. Liverpool vandt 1-0, men chancen for oprykning var allerede forspildt, og Bill Shankly indledte et af sine mange slagsmål med bestyrelsen om penge.

Den nye manager påstod, at han havde fået et løfte om 80.000 pund til indkøb af spillere. Bestyrelsen svarede, at der allerede var kommet nye spillere til, og at Shankly måtte bruge dem, der var. Han overvejede at trække sig, men vennen Matt Busby, som både var mere tålmodig og mere erfaren, frarådede ham at gøre det. Den eneste mulighed var enten at fortsætte med den eksisterende spillerstab eller at supplere den med unge spillere, som klubben kunne få for få penge. Derfor vendte Shankly i første omgang blikket mod klubbens ungdomshold, hvor han havde set flere talenter og noteret deres navne med henblik på en senere karriere på førsteholdet.

Klubbens ungdomstrænere anbefalede især en ung spiller ved navn Ian Callaghan, og Bill Shankly opsøgte den unge Ian og hans forældre i deres lille rækkehus i bydelen Toxteth med henblik på at tilbyde Ian Callaghan en kontrakt. Forældrene var skeptiske. »Det er måske bedre, hvis han lærer et fag og får et rigtigt job«, sagde de. Men Shankly forsikrede dem om, at klubben ville tage sig godt af deres søn, og 16. april 1960 fik den kun 18-årige Ian Callaghan sin debut på myten Bill Liddells plads.

Den ene myte kom til at afløse den anden. Ian Callaghan spillede frem til september 1988 ikke færre end 857 kampe på førsteholdet, hvilket er klubrekord. Han vandt flere engelske mesterskaber, og to gange var han med til at sikre klubben Europa Cup’en, ligesom det blev til fire landskampe for England. »Han er et forbillede som professionel, og han er et forbillede som menneske«, lød Bill Shanklys karakteristik af manden, der blev et af symbolerne på Liverpools genfødsel som engelsk storklub og fødsel som en magtfaktor i europæisk fodbold.

Holdet var godt nok til ende på tredjepladsen i 2. division i sæsonen 1960-1961, der var hans anden sæson i klubben.

Men der havde været nok af tredjepladser. Det handlede om oprykning, og det krævede spillere med klasse. Bestyrelsen holdt dog stadig på pengene, men så var Shankly heldig. For den lokale forretningsmand John Moores fra forretningsimperiet Littlewoods, der blandt andet dominerede spilindustrien i Storbritannien, havde, ud over at være formand for Everton, aktier i Liverpool, og han konstaterede, at intet er så godt for omsætningen som rivalisering mellem store klubber i samme  by. På et bestyrelsesmøde anbefalede han bestyrelsen på Anfield at ansætte en af sine nærmeste medarbejdere, Eric Sawyer, som finansiel direktør i klubben. Eric Sawyer havde set, hvad penge kunne udrette i Everton, der blev mester i 1963, og han forstod Bill Shankly: Uden investeringer ville Liverpool hænge fast i 2. division. Ovenikøbet kom de to mænd godt ud af det med hinanden, og Bill Shankly begyndte nu for alvor at se sig om efter nye profiler samtidig med, at han solgte ud af de spillere, han ikke kunne bruge i Liverpool.

De første spillere, Bill Shankly havde øje på, var naturligvis skotter. Hele sin karriere igennem foretrak Shankly skotske eller til nød nordengelske spillere, for han betragtede folk fra London og Sydengland for ‘bløde’, og for en mand, der hadede at se eller høre om skadede spillere, var det et stort handicap.

En af anekdoterne om ham handler om en skadet spiller, der ikke ville spille næste kamp af hensyn til sit ben. »Dit ben?«, lød det fra Shankly. »Det tilhører Liverpool Football Club«.

Den første på hans radar var Motherwell-spilleren Ian St. John, som han allerede havde haft på ønskelisten i Huddersfield, og da rygtet gik, at Motherwell var klar til at sælge den unge, gennembrudsfarlige angriber, satte Shankly, Eric Sawyer og klubbens formand sig i en Rolls Royce og kørte til Motherwell, hvor de overværede en aftenkamp med Ian St. John som en af deltagerne.

Umiddelbart efter kampen indledte repræsentanterne for de to klubber drøftelser, og de blev enige om en pris for den unge mand på 37.500 pund, hvilket var en revolution i en klub, der i flere år havde forsøgt at holde udgifterne til spillere nede.

Ian St. John og hans kone måtte vente uden for mødelokalet, og angriberen skrev først under næste dag, da han og konen havde besigtiget et hus nær Anfield og fået løfte om en ny bil, hvilket var et fast element i overgangssummerne.

‘The Saint’, som han kom til at hedde i Liverpool, blev en af klubbens helt store stjerner i årene mellem 1961-1971. Han scorede 118 mål i 425 kampe, og han var skotsk landsholdsspiller. Bill Shankly beundrede ham, og Ian St. John fik kultstatus på Anfield, som denne dialog mellem to fans vidner om:

»Hvad ville Liverpool gøre, hvis Jesus genopstod lige her i Liverpool?«

»Det er ikke noget problem«, svarede den anden. »Vi sætter bare St. John ud på fløjen«.

Med Roger Hunt, der blev verdensmester med England i 1966, Ian St. John og Ian Callaghan var angrebet på plads.

Men Shankly manglede manden, som kunne holde sammen på forsvaret. Og igen gik turen til Skotland efter en spiller, som Shankly også havde fulgt igennem flere år, nemlig den 23-årige forsvarer Ron Yeats, som Dundee United havde sat til salg.

Forhandlingerne forløb over to omgange, og de er blevet en del af ‘Shanks-folkloren’.

For da den unge mand, som oprindeligt havde stået i lære som slagter, spurgte Bill Shankly, hvor Liverpool lå, svarede manageren: »Vi ligger i 1. division i England«. Og nok var Ron Yeats’ geografiske kundskaber ikke på toppen, men han vidste trods alt, at Liverpool spillede i den næstbedste række, hvortil Bill Shankly svarede: »Med dig på holdet vil vi være i 1. division næste år«.

Tilbage i Liverpool lokkede Shankly journalisterne til pressemøde med den nye spiller med et løfte om, at de skulle se en ‘kæmpe’, og ifølge en af de tilstedeværende bad Bill Shankly dem i ramme alvor om at gå rundt om den store og sikkert generte unge mand for ved selvsyn at konstatere, at Liverpool havde købt en kæmpe.

Disse (sande) historier siger meget om Bill Shanklys metode, når han skulle overtale spillere til at komme til klubben. Han ankom selv til forhandlingerne i en stor bil, gerne en Rolls Royce, som han lånte af en af direktørerne, og han var som altid elegant i tøjet. Formålet var at vise de unge spillere og deres familier, at her stod de overfor bossen, og selv om det var spil for galleriet, var der den sandhed i det, at managere dengang tjente mere end hovedparten af deres spillere. Men samtidig smigrede han spillerne. Han fik dem til at føle sig betydningsfulde, og udadtil gav han ofte indtryk af, at han havde gjort århundredets handel, hvilket var med til at styrke hans aura hos tilhængerne og de mere naive sjæle i sportspressen.

Men med Ron Yeats overdrev han ikke. Han kom til Liverpool i juli 1961, og han blev der til udgangen af 1971. Kun et halvt år efter ankomsten gjorde Shankly ham til anfører, og det var med Ron Yeats som krumtap, at klubben i denne periode rykkede op i 1. division, præcis som Shankly havde lovet den unge Dundee-spiller. Yeats var med til at vinde to mesterskaber samt den længe ventede sejr i FA Cup’en i 1965, og i 1966 nåede klubben for første gang en europæisk finale, da Liverpool og Borussia Dortmund mødtes i finalen om Europa Cup’en for pokalvindere, som tyskerne vandt i den forlængede spilletid.

Efter karrieren i Liverpool spillede Ron Yeats i andre klubber, men han vendte tilbage til Merseyside i 1986 som talentspejder og fortsatte i denne funktion i 20 år.

Da sæsonen 1961-1962 begyndte, havde Bill Shankly et hold, som stod mål med hans ambitioner, som han forklarede i en artikelserie under navnet ‘The Hard Road Back’ i Liverpool Echo efter oprykningen i 1962. Artiklerne er nu udgivet i en fascinerende bog med titlen Shankly – The Lost Diary, som blev udgivet i 2013.

Det var et hold, som var skabt til oprykning, og som tidligere i Liverpools historie gjorde pengene til nye spillere forskellen. Anfield tog med det samme nyerhvervelserne til sig i sæsonen 1961-1962, for de leverede det, tilhængerne havde sukket efter i mange år: sejre. De spillede så overbevisende, at Liverpool stod til oprykning flere spilledage før sæsonens afslutning, og begejstringen kulminerede 21. april, da Liverpool sikrede oprykningen i overværelse af 40.400 tilskuere på Anfield ved at vinde 2-0 over Southampton.

Holdet, der sikrede sig oprykning til 1. division. Bill Shankly sidder yderst til venstre på nederste række. Foto: Liverpool FC via Getty Images

Holdet, der sikrede sig oprykning til 1. division. Bill Shankly sidder yderst til venstre på nederste række.

Foto: Liverpool FC via Getty Images

Trods silende regn og kraftig blæst blev tilskuerne stående på Anfield, mens de med taktfaste råb forsøgte at få spillerne ud af omklædningsrummet, hvor de havde søgt tilflugt for at undgå de tilhængere, der havde invaderet banen. Spillerne måtte ud på banen igen, men de havde næppe vist sig, før de blev omringet af de glade fans, som løb rundt på banen. De fleste spillere nåede at komme væk, men mængden fik fat i Ian St. John og Ron Yeats, og som Shankly skriver i sine nu offentliggjorte noter, var Ron Yeats for stor og tung til, at mængden kunne bære og kaste ham rundt. Det var værre for den mindre St. John. »Fra tid til anden blev han kastet i vejret, hvorefter han forsvandt ud af syne. Sommetider kunne man kun se hans ben over de hoveder, som omgav ham«, og Ian St. John selv fortalte bagefter, at han i perioder var ude af stand til at trække vejret.

Bill Shankly var nervøs, mens det stod på, men de to spillere slap med blå mærker og ødelagt tøj, og hans kommentar efterfølgende til spillerne var kort og kontant. »Nu ved I, hvad det vil sige, at spille for Liverpool Football Club«. Han havde selv opfyldt det løfte, han havde givet tilhængere, spillere, direktionen i klubben og sig selv: Han havde bragt klubben tilbage, hvor alle følte, den hørte til.

Da direktørerne tilbød manageren, hans stab og spillerne et dyrt cigaretetui, sagde Shankly pænt tak og tilføjede. »Jeg håber ikke, at nogen ved dette bord, i dette rum, mener, at det, vi har nået, er tilfredsstillende. At dette er nok?«

De røde og de døde - Liverpool FC's historie af Michael Seidelin udkommer torsdag på Peoples Press. 

362 sider, vejl. udsalgspris kr. 249,95

Køb bogen her:  

Oktober bliver afgørende. Det samme gør Nissans overvejelser efter Brexit

Oktober bliver afgørende. Det samme gør Nissans overvejelser efter Brexit

Champions League Special: Er Ståles 2016-hold bedre end holdet fra 2010/11?

Champions League Special: Er Ståles 2016-hold bedre end holdet fra 2010/11?