Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Her er forklaringen på, at Wayne Hennessey aldrig bliver en legende

Her er forklaringen på, at Wayne Hennessey aldrig bliver en legende

Målmændene fascinerer Medianos Henrik Larsen, der er glødende Wolverhampton-fan. I den klub havde man en keeper, som rekorderne klæbede til. Der mangler bare det, som de store havde: personlighed

 

Af Henrik Larsen

Wayne Hennesseys karriere er fortællingen om en mand, der ikke har det, de store havde. For målmænd er ubetinget et særligt element i verdens mest fantastiske spil. Det er generelt i højere grad dem, der taber og vinder kampe. De har ofte en anden fysik end de øvrige spillere, og meget ofte er deres hjerner helt anderledes skruet sammen.

Målmanden er med andre ord en spiller, der ofte fascinerer fodboldfolket. Okay, Victor Valdes kunne aldrig slå Messi på den konto, men tænk på vores egen Schmeichel-familie og længere tilbage i tiden fremragende britiske målmænd som Peter Shilton, Ray Clemence og Pat Jennings (manden der tog det umulige skifte fra Tottenham til Arsenal – simpelthen fordi man i Tottenham mente, han var for gammel. Hvorefter han i otte sæsoner var en solid og populær sidste skanse hos lokalrivalerne.) Og selvfølgelig længere tilbage endnu, legenden over dem alle: Gordon Banks. Manden i målet, da England i 1966 endelig vandt et VM. Manden med redningen over alle redninger på Peles hovedstød i VM-slutrunden i Mexico i 1970.

Gordon Banks redder på akrobatisk vis hovedstødet fra Pélé under VM i 1970.  Foto: Getty Images

Gordon Banks redder på akrobatisk vis hovedstødet fra Pélé under VM i 1970. 

Foto: Getty Images

Efterfølgende holdt et maveonde og en ordentlig gang diarré i øvrigt Banks ude af kvartfinalen og revancheopgøret mod Vesttyskland, således at en anden legendarisk målmand, Chelseas Peter Bonetti, den dag i dag fremstår som manden, der kostede England endnu en VM-titel. I engelsk optik i hvert fald.

Min generation og især nok generationen før igen, husker Gordon Banks - jeg sparede selv sammen til et par Gordon Banks-målmandshandsker, indkøbt i 1971 i Aalborg efter en kamp, hvor jeg som 7-årig vogtede målet og lod 26 mål gå ind på 11-mandsmål - russiske Lev Yashin og lidt senere vesttyske Sepp Maier og italienske Dino Zoff, som afgørende spillere for de klubber og landshold, de repræsenterede. De var som typer forskellige, og det var bestemt ikke spillende målmænd, som Pep Guardiola foretrækker dem. Men de havde sammen med de førnævnte britiske målmænd et særligt særkende: En stærk personlighed og en stor personlig udstråling. Ja, nogle vil tilmed driste sig til at kalde dem originaler eller endog særlinge.

En helt særlig en af slagsen – sideløbende med Clemence og Shilton men lige niveauet under - var originalen John Burridge. Læsere af denne blog vil vide, at skribenten har en vis forkærlighed for Wolverhampton, og i 1982-1984 huserede denne spasmager i målet hos Wolves. Blandt de mindeværdige indslag var bl.a opvarmning iført ”SuperBudge”, et kostume frit fortolket efter Superman. Og når spillerne besigtigede banen inden kampen, havde Burridge ofte græs på habitbukserne efter at have kastet sig rundt foran Wolves-fansene. Udover at være en habil, men noget alternativ, målmand, havde han også en af de længste karrierer nogensinde i britisk klubfodbold fra 1969 til 1997. 768 kampe blev det til, og Burridge er også den ældste debutant nogensinde i Premier League, da han i en alder 43 år, fire måneder og 26 dage, i foråret ‘95 fik fire kampe for Manchester City. En af de bedste anekdoter om Burridge er i øvrigt fra hans allerførste ligakamp – for Workington - hvor han som 18 årig ung knægt blev instrueret af manageren på følgende måde:

”Hvis en af modstanderne får frit løb mod mål, styrter du bare ud, kaster dig ned i ham og skriger ”Geronimo”. Så skal du nok få bolden.”

Og selvfølgelig opstod situationen under kampen. Burridge styrtede ud, kastede sig ned uden en lyd, og modstanderen afdriblede ham let og scorede. Efter kampen spurgte en rasende manager, Burridge, hvorfor f….. han ikke havde gjort, som han fik besked på:

”But Boss, I couldn’t remember the name of the Italian bloke”.

Jeg medgiver, at der i dagens spil er mindre fokus på personligheden i forhold de mere traditionelle fodboldmæssige evner. Målmanden skal fortsat som angriberen vinde kampe for holdet, og i mine øjne gør de det alt for sjældent i dag. Nogle vil sige angriberne er blevet bedre, boldene er anderledes og spillets meget hurtige tempo bevirker, at vi alt for sjældent ser de helt sublime redninger i nutidens fodbold. Eller sagt på en anden måde: når unge Schmeichel styrter 40 meter ud af målet og agerer ekstra sweeper, mister han og vi andre muligheden for at se, at han som gamle Schmeichel kastede sig ned og pillede bolden fra en fri angriber. Leicester-manager Ranieri foretrækker helt klart det første – jeg savner godt nok det sidste.

Og så til Wayne

Derfor ender vi ved Wayne. Med efternavnet Hennessey. Keeper for Crystal Palace og Wales og før det for Wolves. I dag 29 år gammel og med en på papiret rigtig fin karriere på både klub- og landshold. Men alligevel en anonym størrelse.

Som waliser startede det helt naturligt i Wales, hvor Wayne allerede i sin tidlige ungdom demonstrerede, at han var alt andet end gumpetung på stregen. Talentet var uomtvisteligt og ambitionerne nok også ligeså. I hvert fald flyttede familien Hennessey tidligt bopæl i Wales, således at sønnike fik de bedst mulige betingelser for at forfølge drømmen om en tilværelse som professionel målmand. Fra den nordøstlige del af Wales er der nemlig ikke så langt til Manchester, og allerede som tidlig teenager prøvede Wayne kræfter med Manchester City. Altså en ung waliser, der forfulgte fodbolddrømmen i England, mens den jævnaldrende Joe Hart pudsigt nok tog den modsatte vej, som engelsk målmandstalent hos Shrewsbury i Wales på præcis samme tid. Hart formåede at etablere sig på 1. holdet i Shrewsbury, mens Wayne aldrig nåede i nærheden af bare 1. holdstruppen i Manchester City. City rådede over Kevin Stuhr Ellegaard på det tidspunkt, mens førnævnte Burridge for længst var væk, og unge Schmeichel endnu ikke var på plads i klubben.

Sammenligningen med Hart – og i øvrigt også unge Schmeichel – er selvfølgelig uundgåelig. Alle tre har været omkring den blå klub i Manchester, alle tre er landsholdsmålmænd, men kun Hart slog til på City’s bedste hold over en længere periode. Tilfældigt? Måske, men igen det handler også om udstråling og personlighed, og Wayne Hennessey ligner i sit spil bare ikke en mand, man som angriber bliver bange for.

Og det kan godt undre. For rekorderne klæber sig faktisk til den gode Wayne Hennessey. Efter beskeden fra City om, at han ikke havde nogen fremtid i klubben, søgte Hennessey længere mod syd i England, og akademiet i Wolves blev næste stop. Jeg medgiver, at jeg er farvet i alt omkring Wolves, men klubbens akademi hører – også objektivt set – til i den bedre ende af skalaen i England, hvilket navne som Robbie Keane, Joleon Lescott samt selvfølgelig Hennessey selv er med til at dokumentere. Wolves producerer faktisk brugbare landsholdsspillere – desværre ofte først efter tiden i Wolves – men allerede som 20 årig fik Hennessey den første landskamp for Wales. Tilmed mens han kun var i reservetruppen hos Wolves.

Men tilbage til rekorderne. Som så mange andre unge målmænd – igen tænk også på unge Schmeichel – måtte han igennem en lang række udlån til klubberne i de lavere engelske rækker, inden han fik sin første optræden for Wolves. Efter en mindre succesfuld tur hos Bristol City blev unge Wayne i januar 2007 udlånt til Stockport County. Og det match var godt for begge parter. De første ni kampe holdt Wayne buret rent, og i forening slettede Wayne og Stockport dermed en 109 år gammel rekord med ni sejre i træk uden scoringer imod sig. Ikke helt overraskende indbragte det så også en titel som månedens spiller i League 2 i februar 2007, og rekorden står i øvrigt stadig.

Debut for Wolves

Sæsonen 2006-2007 sluttede så i øvrigt med en uventet debut for Wolves. Tilmed i en play-off-semifinale mod ærkerivalerne fra West Bromwich. Helt katastrofalt for Wolves blev den ordinære målmand Matt Murray alvorligt skadet på kampdagen, og ud af ingenting fik Wayne så debut med et 2-3 nederlag på hjemmebane (og returkampen blev tabt 0-1). Matt Murray var, målt på de fleste parametre, en langt bedre målmand end Hennessey, men glasben forhindrede at et af de største engelske målmandstalenter siden Banks og Shilton, fik udnyttet potentialet, og Murray måtte i en al for tidlig alder indstille karrieren.

Wayne Hennessey taber bolden til Birminghams Cameron Jerome i en Liga Cup-kamp for Wolverhampton. Foto: Getty Images

Wayne Hennessey taber bolden til Birminghams Cameron Jerome i en Liga Cup-kamp for Wolverhampton.

Foto: Getty Images

Med Murray ude af billedet var der endelig lagt op til permanent spilletid hos Wolves. Selv om sæsonen 2007-2008 endnu en gang blev en ”lige ved og næsten sæson” for Wolves, blev det for Hennessey sæsonen, hvor han bed sig fast som en fremtidens keeper i de højere rækker i England. Samtlige kampe for Wolves i ligaen det år blev spillet med Hennessey mellem stængerne, og det blev også til en plads på årets hold i Championship, ligesom han blev kåret som årets spiller i Wolves.

De gode takter fortsatte i den efterfølgende sæson. Hennessey var en sikker sidste skanse på det Wolves-hold, der i sæsonstarten massakrerede alt og alle, og kursen mod oprykning blev sat med otte sejre i de ni første kampe. I den 10. kamp gik det imidlertid grueligt galt for både Wolves og Hennessey. Reading bankede Wolves 3-0 bl.a. på et klokkeklart selvmål af Hennessey. En hændelse der fik store konsekvenser for Hennessey, og måske den dag i dag forklarer, hvorfor udstrålingen er lidt slatten og selvtilliden ofte ikke forefindes i metermål: Manager Mick McCarthy satte ikke alene Hennessey på bænken, han forklarede også en forbløffet omverden, at den unge målmand led af ”mental træthed”. Ikke noget med at bakke op her og vise anerkendende tilgang til en ung spiller på en vital post – nej, direkte ud på bænken efter en enkelt stor fejl. Ovenpå mere end 50 fornuftige kampe i træk!

Via en skade til reserven Carl Ikeme – der den dag i dag vogter buret for Wolves -  kom Hennnessey dog tilbage til det hold, der cruisede sig til oprykning til Premier League. Men tilliden fra McCartney var væk, og da Wolves endelig kom tilbage i den fornemme række i 2009, var det godt nok med Hennessey på mål i starten af sæsonen, men nyindkøbet Markus Hannemann, en rutineret amerikansk keeper, var klar, og der gik ikke mange måneder, før Hennessey igen var at finde på bænken. Derfor blev debutsæsonen i Premier League ikke det, Hennessey havde drømt om, men alligevel blev han enig med Wolves om en ny kontrakt umiddelbart efter sæsonafslutningen.

Wolves og Hennessey holdt sig i Premier League i tre sæsoner. Med bagdelen i vandskorpen hele tiden. I anden sæson reddede man sig i sidste spillerunde ved ”kun” at tabe 2-3 hjemme til Blackburn (med ‘Faxe’ som assistent på bænken), men alligevel kunne Wayne Hennessey være godt tilfreds med tilværelsen. Rutinerede Hannemann var godt nok startet i buret for Wolves, men fra midten af november gjorde Hennessey comeback, og var i høj grad medvirkende til at sikre Wolves de nødvendige point til endnu en sæson i Premier League. Læsere af denne blog vil måske huske, at det var i den sæson, Wolves vandt en meriterende sejr på Anfield. Stephen Ward var målscoren, men Hennessey havde nu også en ganske fin december-aften i Liverpool. Jeg husker nu sæsonen mest for en fantastisk 3-3 kamp mod Tottenham på Molineux. Wolves havde vitterligt fortjent at få mere ud af denne kamp, men et par kontroversielle dommerkendelser og et par helt vanvittige flotte scoringer fra Jermain Defoe gjorde, at Hennessey tre gange indenfor de første 48 minutter måtte hente bolden ud af netmaskerne.

Tilbage til start

Wolves sidste sæson i Premier League til dato startede som en drøm for både Hennessey og Wolves. Efter tre runder førte Wolves faktisk ligaen i to timer! Stillingen kan fortsat findes på min facebookside, og så vender vi tilbage til rekorderne. Denne gang en af de mere trælse for Hennessey. Trods det faktum at han – af gode grunde, desværre – i lange perioder var målmanden med den bedste redningsprocent, satte Wolves og Hennessey også en negativ rekord, idet man i 30 kampe i træk indkasserede scoringer imod sig. Da det så endelig lykkedes at holde buret rent for Hennessey, pådrog han sig grotesk nok en alvorlig skade, der, bortset fra et par reserveholdskampe, holdt ham helt ude af den sæson, hvor Wolves med Ståle Solbakken ved roret tog turen direkte ned i League One. Pilen pegede i den grad nedad for både Hennessey og Wolves.

Groft sagt var Hennessey rykket tilbage til start. Reelt var det kun landsholdspladsen hos Wales, der indikerede, at han stadig var en målmand, der kunne begå sig på det højeste niveau. Hennessey måtte tilmed lide den tort at se sig selv udlånt til Yeovil. Dog var det formentlig primært at økonomiske årsager, at klubben foretog det træk, for da Hennessey kom tilbage, måtte han igen se sig placeret på bænken til fordel for førnævnte Ikeme.

Da Ikeme så blev skadet, nægtede Hennessey simpelthen at spille i stedet. Og trods en undskyldning fra hans side var forholdet til både klub og fans ødelagt. Derfor var det ikke nogen overraskelse, at Hennessey kort efter blev solgt til Crystal Palace, som et af Alan Pardews første køb. Ikke for umiddelbart at blive førstekeeper, men udsigten fra bænken i Premier League er trods alt nok lidt bedre end i League One.

Tålmodigheden blev imidlertid belønnet, og efter halvanden sæson hos Palace kunne han endelig indtage pladsen som klubbens førstekeeper. Igen startede det forrygende for både klub og spiller, men som bekendt sluttede sidste sæson reelt i ingenting for Palace. Klubben var i frit fald hele foråret – og igen er Hennessey ikke typen, der går forrest og får vendt tingene. Kun en rigtig god serie i FA Cup’en holdt modet oppe hos tilhængerne, men Hennessey fik ikke sit første trofæ i den finale. Og også ved EM blev det til ligeved og næsten Wales. Her var semifinalepladsen nu nok en opmuntring for Hennessey.

I aktion for Wales: Wayne Hennessey spræller forgæves efter Cristiano Ronaldos header i EM-semifinalen mellem Wales og Portugal. Foto: Getty Images

I aktion for Wales: Wayne Hennessey spræller forgæves efter Cristiano Ronaldos header i EM-semifinalen mellem Wales og Portugal.

Foto: Getty Images

Med andre ord sluttede Hennessey sidste sæson på det – for ham – højeste niveau nogensinde. En FA Cup-finale på Wembley og en EM-semifinale på Parc Olympique i Lyon. Og med en alder på 29 burde verden jo stå åben for et gennembrud.

Det gør den nok bare ikke. Hennessey er simpelthen ikke karismatisk nok til at komme helt på den hylde, hvor vi henter legender fra. Det kan måske allerbedst eksemplificeres ved, at Crystal Palace før denne sæson hentede den franske landsholdsreserve Steve Mandanda fra Marseille, og det er ham, der har haft det tunge ansvar i målet i de seneste kampe.

Hennessey er med andre ord målmanden, der nok er nået langt, men aldrig har været inde i billedet hos de helt store klubber. På den front er han ikke alene bagefter Joe Hart og Kasper Schmeichel, han er milevidt vidt efter legenderne Banks og Shilton.

Han er ganske enkelt for kedelig til at blive rigtig god.

Topfoto: Getty Images

Fodboldministeriet: Udlænding eller dansk? Med Allardyce på druk og Søren A på golfbanen

Fodboldministeriet: Udlænding eller dansk? Med Allardyce på druk og Søren A på golfbanen

Oktober bliver afgørende. Det samme gør Nissans overvejelser efter Brexit

Oktober bliver afgørende. Det samme gør Nissans overvejelser efter Brexit