Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Champions League-finalen 2005 - en Liverpool-fans erindringer

Champions League-finalen 2005 - en Liverpool-fans erindringer

Champions League-finalen er lige om hjørnet. I to artikler genfortæller Esben Suurballe Christensen og Brian Bødker den legendariske 2005-udgave fra to helt forskellige perspektiver: Den ene er glødende Liverpool-fan, den anden inkarneret Milano-tilhænger. Her er Esben Suurballe Christensens bidrag:  

Af Esben Suurballe Christensen

Jeg stod i tom stor lejlighed på Østerbro i det centrale Aalborg da det skete. Da Steven George Gerrard blæste nettet, græske Olympiakos og Anfield omkuld. Kæresten var smuttet få dage forinden med sin tidligere klassekammerat fra gymnasiet – og det meste af lejlighedens interiør. Så jeg stod der i den triste og tomme lejlighed og jublede som en besat. Skreg af alle mine lungers fulde kapacitet.  ’Primal scream’-terapi par excellence. Lige i det øjeblik var der intet andet i verden, der betød noget. Slet ikke forhold der var fucked up, og kærester der var skredet.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid for mit indre finder det øjeblik frem, når folk spørger mig om Liverpools Champions League sejr i 2005. Mest af alt fordi det slet ikke har noget med selve finalen at gøre. Men måske skyldes det, at i netop det øjeblik da Gerrard smadrede bolden i nettet, gik det op for mig, at der var en udvej fra den følelsesmæssige tumult, jeg stod i, og en vej ud af den sump af middelmådighed, Liverpool FC havde befundet sig i, siden Premier League blev stiftet. Også selvom et hvert rationale tilsiger, at der ikke er en sammenhæng mellem de to ting … og dog! Måske der alligevel var et fyrfadslys for enden af tunnellen den aften i 2005. Også selvom det så sortest ud, der i den tomme store lejlighed, og når man skal vinde med tre mål i anden halvleg mod Olympiakos.

Captain Fantastic har netop scoret sit legendariske mål mod Olympiakos på Anfield Road. Foto: Getty Images

Captain Fantastic har netop scoret sit legendariske mål mod Olympiakos på Anfield Road.

Foto: Getty Images

Jeg kanaliserede alt over på Liverpools Champions League-kampagne derefter. Hver kamp mod Leverkusen, Juventus og Chelsea var opgør, om hvis udfald min selve eksistens og fremtidige lykke afhang. Hvilket gjorde især semifinalen mod Chelsea på Anfield til 90 minutter i skærsilden. Og ja, den var over linjen, José! Og desto større var glæden, jublen og lykkefølelsen, da det gik op for os alle, at Liverpool overraskende stod med benene i Champions League-finalen. En turnering, de med nød og næppe havde kvalificeret sig til under den sidste fatale sæson med Gerard Houllier.  

Nyåbnede The Irish House på Nytorv i Aalborg var blevet den lokale, hvor vi så Liverpool-kampene. Både de triste ligakampe – også denne sæson – og så de magiske aftener på tirsdage og onsdage, hvor Rafael Benitez´ røde mænd som oftest var som forvandlede fra det triste og gennemsnitlige fodbold, de leverede i ligaen. Vi var efterhånden blevet et crew, der samledes hver eneste gang Liverpool spillede, og mere ofte blev natten inddraget til videre på jagt efter overnattende gæster med anseelige mængder Stella Artois i kroppen. Glem aldrig jeres studiedage. De kommer aldrig igen. Den flok jeg så kampene med, hænger stadigvæk ved den dag i dag - også selvom den mere står på frokost- og kaffeaftaler nu, hvor der er kommet børn, realkreditlån og hamsterhjul i vejen.

Finalen! Den er blevet beskrevet så mange gange før, at jeg ikke vil trætte Medianos læsere med kampforløbet. Flere af os mødtes allerede om eftermiddagen for iklæde Irish House Liverpooltørklæder, trøjer og banners. Men mest af alt for at forsøge at dulme de tyndslidte nerver med pints, pints og atter pints. Det var der grund til, for optimismen var til at overse. Det Milan hold LFC mødte, var skræmmende godt. (Mester)klassespillere på hver en plads, hvorimod Liverpool vel reelt kun havde én spiller, der kunne komme på italieneres hold: ’Captain Fantastic’ Steven Gerrard, der havde forvandlet den tomme lejlighed til et sand palæ af eufori få måneder forinden. De mange pints Stella Artois betød, at jeg langt fra var appelsinfri, da kampen gik i gang - muligvis en medvirkende faktor til, at min erindring af kampen er ualmindelig sløret. Det jeg husker er, at vi – alle os der var til stede på et stuvende fyldt Irish House – snakkede om, at vi skulle gå efter at komme i forlænget spilletid og satse på straffespark ved at holde nullet i samtlige 120 minutter. Ét af de ønsker gik som bekendt i opfyldelse.  

Et sandt mareridt skulle derefter udspille på tv-skærmen, da kampen blev fløjtet i gang. Jeg husker den enorme tomhed, jeg følte. Den følelse af sorg. Af decideret pinlig ydmygelse, da Rossoneri gik til pause med en 3-0-føring og så overlegen en præstation, at tanken om at skulle se det fortsætte videre i 2. halvleg, var en decideret frastødende tanke. Og det gad min ven Steffen ikke. Han boede dengang ved siden af Irish House, og da der blev fløjtet til pause, tog han sin blå vest på og skred direkte hjem til sin kæreste, natbukser og seng. Et gennemført flot storm out!

Liverpool-spillerne havde ikke de bedste 45 minutter i karrieren i 1. halvleg mod Milan. Foto: Getty Images

Liverpool-spillerne havde ikke de bedste 45 minutter i karrieren i 1. halvleg mod Milan.

Foto: Getty Images

Pausestemningen var også på højde med en fri bar i den lokale pinsekirke. Der var afmægtige frustrationsdiskussioner blandt de tilstedeværende, og tømmermændene hang i luften som ådsler over et lig. Der var ingen mytologisk YNWA sunget højt og stolt af os, som den blev i pausen i Istanbul blandt The Travelling Kop. Intet kunne ligge os fjernere.

Men så skete det. Det der for alvor er blevet en del af Liverpools moderne dna, og et begreb i sig selv. Comebacket i Istanbul. Comebacket der betød at Liverpool vandt CL for femte gang og skrev sig ind historien som én af få klubber, der måtte beholde pokalen i skabet. En præstation som her 12 år senere er noget LFC stadigvæk brander sig på – og som vi, klubbens supportere, har taget til os som et endegyldigt bevis på, at Liverpool Football Club i nyere tid aldrig nogensinde gør tingene på den nemme måde. Men også Liverpool Football Club aldrig nogensinde giver op. Siden 2010 har LFC kun været i CL én gang, og der vanærede man turneringen ved at stille et b-hold til en kamp på udebane mod kejserne af turneringen, Real Madrid. Men efter Istanbul og frem til 2010 var LFC hvert år en fast bestanddel af kvart-, semi- og finaler i den turnering, der er klubfodboldens ypperste. Derefter gik der intern borgerkrig i den på ejer- og direktionsgangene og manden, der om nogen var symbolet på CL-succesen, Rafael Benitez, måtte lade livet som manager. Hvad der før føltes som en selvfølgelighed med CL-deltagelse, blev herefter til en sjældenhed.

Men tilbage til kampen! Først blev stoltheden repareret og ryggen ranket en anelse, da Gerrard reducerede til 3-1. Da Vladimir Smicer to minutter derefter på ufattelig vis - med hvad der føltes som første gang i sin Liverpool karriere - ramte bolden rent og reducerede yderligere, blev et brændende øl-inficeret håb tændt dér i det centrale Aalborg. Lige pludselig stod folk op, på borde og stole, med udspillede pupiller og åndenød. For hvad nu hvis? Bare et mål til. Og fire minutter blev Gerrard – den fyr igen – fældet af Gatuso og dommeren pegede på 11-meterpletten. Jeg vil ikke lyve - jeg lavede en Jürgen Klopp på alle tænkelige måder, da Xabi Alonso brændte, men samtidig scorede. Jeg stod med ryggen til, da sparket skulle tages og jeg omfavnede nær og fjern, da bolden gik i nettet på returen. Herefter mindes jeg mest af alt, at jeg stod med hænderne foran øjnene, da Milan syntes at brænde chance på chance i resten af både den ordinære og forlængede spilletid. Hvordan Liverpool kunne holde stand i så lang tid efterfølgende, er næsten det største mirakel i sig selv, men anført af scouse hjerteblod og mandsmod personificeret ved Jamie Carragher og Steven Gerrard lykkedes det som bekendt.

Endelig kan trofæet løftes i Istanbul Foto: Getty Images

Endelig kan trofæet løftes i Istanbul

Foto: Getty Images

Straffesparkskonkurrencen var som at være i skærsilden. Jeg kunne ikke se. Jeg skulle se. Jeg var på ingen måde optimistisk. Har hørt og talt med flere, der bare vidste, at da LFC havde kæmpet sig til straffesparkskonkurrencen, var pokalen med de store ører vores. Jeg var så arret af det sidste LFC-årti, at jeg tænkte, det ville være typisk, hvis LFC havde overmandet sig selv og det stormløb som AC Milan havde serveret, for derefter at tabe straffesparkskonkurrencen. Sådan gik det ikke! Og jublen da Shevchenko brændte sit forsøg kan jeg stadig høre for mig den dag i dag. Og så hylede jeg. Jeg ikke bare fældede et par tårer. Jeg græd. Ikke bare af lettelse over, at den ydmygelse, der stod for døren i pausen, ikke blev serveret, men af ren lykke. Decideret lykke. En følelse jeg senere hen kun har følt ved fødslen af mine børn og andre flygtige øjeblikke. Det var en gennemstrømmende følelse af, at alt var godt i verden og i livet, ikke kun for Liverpool FC, men også for mig. En følelse af at høre til! At vide hvorfor man var blevet anbragt på denne jord. Og så drak vi! Og så festede vi! Og så sang vi! Også med Steffen, der havde smidt natbukserne, forladt sengen og kæresten og lavede et comeback næste lige så stort som det Liverpool Football Club mirakuløst lige havde leveret foran os og hele verden.

Onwards and upwards.

Læs det andet perspektiv her:

 

Topfoto: Getty Images

 

 

Champions League-finalen 2005 - en Milan-fans erindringer

Champions League-finalen 2005 - en Milan-fans erindringer

Fodboldministeriet: Teknologi vs. Cocio, første dusin og to røde med brød

Fodboldministeriet: Teknologi vs. Cocio, første dusin og to røde med brød