Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Den historiske venskabskamp: Cuba mod USA - sådan var det

Den historiske venskabskamp: Cuba mod USA - sådan var det

Vi skrev om kampen mellem Cuba og USA i sidste uge - nu gør vi det igen, for Medianos Lasse Yde Hegnet var på plads på stadion til at overvære den første venskabskamp mellem de to nationer i 70 år. Her er hans oplevelser:

Af Lasse Yde Hegnet (tekst og foto)

Forholdet mellem USA og Cuba har været iskoldt siden Fidel Castro og hans rebeller indtog Havana i januar 1959 og udviklede en kommunistisk stat, sølle 150 km fra USA. En forfejlet invasion planlagt af USA og CIA, en missilkrise og en handelsblokade senere virkede ideen om en ”venskabskamp” mellem de to lande som en mindre utopi. Men der er sket noget de seneste år. I marts 2016 landede Air Force One med Barack Obama ombord i Havana, hvor den amerikanske præsident holdt tale for at markere, at de diplomatiske forbindelser var genoprettet. I det lys er venskabskampen et lille, men naturligt, skridt videre.

Det er dog ikke første gang siden den cubanske revolution, at det amerikanske landshold sætter fødderne på cubansk jord. Kvalifikationen til VM 2010 i Sydafrika sendte amerikanerne over Florida-strædet til en kamp i 2008. Du kan læse Morten Glinvads tegning af et mystisk, mørkt billede af kampen og besværlighederne omkring den lige her. I en tid hvor amerikanske statsborgere ikke lovligt måtte opholde sig i Cuba, stod de amerikanske fans med solbriller, tørklæder og masker på, som var de røvere fra det vilde vesten, til kampen. Den blev i øvrigt spillet i silende regn, med de store, fede dråber der falder i Cuba, og USA vandt 0-1 - og siden har man ikke hørt meget til cubansk fodbold.

Derfor tager vi på jagt efter fodbold Havanas gader, inden vi tager op langs Avenue 41 til nationalstadionet, Pedro Marrero.  

Verdens mest populære spil

Nationalsporten i Cuba er, næsten paradoksalt nok, baseball. At arvefjenderne Cuba og USA skulle dele den samme lidenskab for baseball virker absurd. Ligesom det virkede absurd at tænke sig et latinamerikansk land, der ikke skulle være bidt af en gal fodbold. Men på overfladen virker det næsten sådan: baseball bliver dagligt vist i tv og resultaterne fylder mest i aviserne. Ikke et ord om verdens mest populære spil. Baseball er så stort på Cuba, at Fidel Castro naturligvis også spillede det, og angiveligt var så god, at han var et mulehår fra at være blevet professionel i USA og ikke verdensberømt revolutionær. Men som tiden efterhånden har fået den nu 90-årige ”commandante” til at virke som historie, så fortæller Havanas gader også, at tiden arbejder for fodbolden - det bliver spillet overalt på gaderne og i parkerne. Mange fortæller også glædeligt at fodbolden er det, alle spiller og går op i. Og selvom fodboldtrøjerne ikke fylder så meget i gadebilledet, som de gør i mange andre lande, så er de her. FC Barcelona og Real Madrid er dem, der oftest dukker op. Enkelte gange også Atletico Madrid, og i den gamle bydel i Havana er der såmænd en bar, der udelukkende hylder Athletic Bilbao. De engelske hold er mere sjældne, men findes også rundt omkring. Med de danske briller bliver Christian Eriksen nævnt som en spiller man kender – en anden påstår hårdnakket, at Nicklas Bendtner er en god angriber. Nogen følger endda fodbolden så tæt, at de kender til Emre Mors ”skifte” til Tyrkiets landshold. Hvad der dog er mest tydeligt, er, at de fleste cubaneres hjerter tilhører FC Barcelona. Mange mener, det er ligeligt fordelt med med Real Madrid, men catalanernes latinamerikanske angrebstrio med spillere fra Argentina, Brasilien og Uruguay lader til at have den største genkendelseskraft; i hvert fald er Messi, Neymar og Suarez, i nævnte rækkefølge, yderst populære her.

Som taget ud af en film om fodbold i den tredje verden, eller en dansk vej i gamle dage, spiller børn på gaden med målstolper lavet af tilfældige sten fundet i vejsiden. På Calle 18 i bydelen Vedado ender jeg i en to-mod-to kamp med 10-12-årige drenge. Reglerne er simple. Passerer bolden mållinjen i luften, tæller målet ikke. Som man kan forvente, bliver spillet teknisk anlagt, så længe en Chevrolet fra 50’erne eller en slidt Lada ikke kommer tøffende ned af den ensrettede gade og afbryder spillet. Da spillet slutter – en ældgammel amerikanerbil parkerer midt på banen – er drengene meget ivrige efter, at vi dagen efter skal tage til Havanas Universitet, to kilometer væk. Her finder man åbenbart en af de eneste reelle fodboldbaner i byen. Ellers fortæller drengene, at de spiller i den nærliggende park. Et af de få steder i byen, hvor der er et wifi-hotspot, så man spiller altid med en vis forsigtighed for ikke at skyde en iPad ud af hånden på de folk, der er ubetænksomme nok til at bruge ”målene”, som i virkeligheden er bænke.

Et nationalstadion fra forrige årtusinde

Den cubanske liga ligger stille om efteråret og afvikles om foråret. En skuffelse, som kun en historisk kamp i stil med venskabskampen mod USA, kan vaske væk. Derfor tager jeg begejstret afsted til Estadio Pedro Marrero to uger inden kampen for at undersøge mulighederne for at høre nærmere om kampen. Varmen har sløvet port-personalet på stadion, som fortæller at alle er taget hjem, selvom klokken kun er to om eftermiddagen, men at jeg er velkommen til at se stadion så længe, jeg ikke tager billeder.

Hvor de fleste stadions i verden er opkaldt efter klubpræsidenter eller legender, er nationalstadionet i Havana – også hjemstedets for landets fodboldakademi, naturligvis opkaldt efter en revolutionshelt. Ikke en af sværvægterne som Che Guevara, Camilo Cienfuegos eller den lidt mindre kendte Juan Almeida. Pedro Marrero var en af deltagerne i Fidel Castros oprindelige forsøg på at skabe en revolution fra 26. juli 1953, da han med en stak jeeps, få mænd og våben forsøgte at indtage Moncada-kasernen i Santiago de Cuba. I dag yder en slidt, hvid buste af en bistert udseende mand med overskæg udenfor stadion retfærdighed ved at minde cubanerne om denne tidlige revolutionær. Stadionnavnet kunne måske også skyldes, at det er så som så med cubanske fodboldhelte.

Stadion ligner noget fra en anden tidsalder. Hovedtribunen er uden tag, og er af nedslidt beton. Den modsatte langside og dens kurve bag det ene mål har et tag, der minder om det, der ligger på et dansk skur fra 80’erne. Sæder skal man kigge langt efter. Banen er hverken kridtet op eller græsset slået to uger inden kampen. Det virker ufatteligt, at dette sted er et nationalt fodboldakademi, når man tænker på hvor mange penge, der huserer i moderne fodbold. Og her ligner det, at regnskoven er på vej ind over de røde hegn, og en lav silo på siden af stadion ligner mest af alt en sukkermølle. Lige her er problemet også med cubansk fodbold. Der er ingen penge, og udrejsevanskeligheder for spillerne sætter en stopper for enhver lovende karriere. Så de må blive på Cuba og kæmpe på det nationale fodboldakademi eller på et af de hold, der repræsenterer hver provins i ligaen.

”Det eneste der mangler er fadøl”

Dagen inden kampen henter jeg billetter til mig selv, min cubanske familie og et par danske venner, der tilfældigvis også er i Havana. Taxachaufføren, der kører mig til stadion i sin hvide Lada, er ved at dø af grin over, at jeg vil se kampen, og han griner højt efter at have joket med, at Cuba giver USA en endefuld. Billetpriserne er også en joke, set med danske øjne: sølle 25 øre pr. billet.

På kampdagen er vejene omkring stadion proppet med biler og mennesker. Politiet i deres marineblå og grå uniformer er allevegne. Der er en flaskehals foran stadion, hvor alle skal igennem med deres billet, som bare er en lap papir. Det føromtalte sikkerhedsmøde virker som om, det ikke var noget, der blev taget helt seriøst. I realiteten har vi kun fire billetter, men er fem mennesker. Vi kommer alle ind. Med fyldte rygsække og andet. Jeg bliver næsten usikker over den manglende, terrorforskrækkede kontrol fra Europa. På vej forbi busten af Pedro Marrero forsøger en mindre hær at sælge popcorn og andre snacks. Kampen var blevet meldt udsolgt, og der er da også mange mennesker, men udsolgt er en tilsnigelse. Publikum har kun adgang til langsiden og hovedtribunen står gabende tom, bortset fra tre-fire mennesker midt på. Stadion er smykket med cubanske fag hængende ned fra taget langs gangen øverst på tribunen, og siderne er dækkede af flag i vandrette røde, hvide og blå striber, der kan forveksles med Hollands flag. Det ligner pynt fra et politisk massemøde. Midt på tribunen har en voluminøs mand i sort tank top klistret landenes flag sammen og vifter ivrigt med det kæmpe dobbeltflag. En anden mand forsøger at dirigere en slagsang. Alle de amerikanske fans er placeret lige midt på tribunen og deres opfindsomhed er imponerende. En går rundt med et stort, hvidt ørnehoved og en trøje med navnet ”Eagleman” på ryggen. Vi bliver gennet hurtigt forbi de amerikanske fans – her er trods alt noget, der minder om sikkerhed. På den anden side af amerikanerne er tribunen fyldt med elever fra Cubas svar på gymnasiet. De er let genkendelige i deres tætsiddende lyseblå skjorter og marineblå bukser og nederdele. Ud for målfeltet i den ene ende af banen sætter vi os på betonen tæt ved nogle amerikanske fans, der ikke er inde i midten. De skråler løs på den simple slagsang ”I believe that we will win”, der udspiller sig ved at sætningen bygges op med seks råb hvor et ord tilføjes sætningen ved hvert råb. Den cubanske sol er ikke så grusom som den plejer, og der er ligefrem lejlighedsvis overskygget. En lettelse i den høje luftfugtighed. Det virker som om, hele tribunen har en fest. Mit danske selskab konstaterer tørt, at det eneste der mangler, er kolde fadøl. Han har fuldstændig ret, for fadøllene er virkelig det eneste der mangler, før det kunne være en sommerkamp mellem et udvalgt hold og de lokale boldekvilibrister i en dansk provinsby til en byfest. Jeg når at få bange anelser for niveauet i kampen.

På latinamerikansk manér skal alle vigtige mennesker præsenteres før nationalmelodierne kan lyde og spillerne marcherer den lange vej fra hovedtribunen og stiller op foran langsiden. En cubaner spørger mig, om Howard er på mål for USA. Jeg ved det ikke. Startopstillingerne var umulige at støve op. Men Howard er ikke med. Klinsmann giver debut til Ethan Horvath. På USA's hold er de største navne Jozy Altidore og Michael Bradley. Det cubanske er, naturligvis, fuldstændig ukendt, og uden navne på de røde trøjer er det umuligt at regne noget ud. Nationalmelodierne bliver spillet, og de amerikanske tilhængere skriger med for fuld hals og kampen kan gå i gang. Inden opgøret var der frygt i den amerikanske lejr for at få skader pga. banen. Det viser sig hurtigt, at det er begrundet – banen ligner en parodi på en dansk seriebane. Spillet bliver kluntet og langsomt, og om det er banen, varmen eller en kombination, bliver kampen netop til en sommerkamp og der sker ikke nævneværdige ting i løbet af første halvleg, der er ret begivenhedsløs. Cuba virker dog mest angrebslysten og Maykel Reyes, Cubas nier, har nogle pæne chancer, som Horvath i det amerikanske mål klarer ganske glimrende. Publikum er til gengæld ikke blevet dysset i søvn af det lave tempo og lever sig dybt ind i hver chance til cubanerne, der får hele langsiden op at stå, store chancer får cubanerne til at bryde ud i de taktfaste råb ”Cuva, Cuva Cuva” (den cubanske accent ikke tager udtalen af ”b” og ”v” så højtideligt). I anden halvleg sker der mere, amerikanerne får skruet tempoet i vejret. Om det skyldes, at Chris Wondolowski kommer på banen, skal være usagt, men han falder ind i et godt samarbejde med Julian Green, og efter 62 minutter slår de til. Greens skud bliver blokeret og ender for fødderne af Wondolowski, der sikkert scorer. Ni minutter senere er de to på spil igen, da Wondolowski slipper igennem i Cubas venstre side og overlister både en cubansk forsvarer og målmanden med en pasning på tværs til Green, der får bolden skovlet op i nettaget.

0-2 til USA som også bliver kampens resultat. I slutminutterne får Cuba chancen for at pynte på resultatet, da en angriber spilles næsten fri foran mål, men han formår kun at sende bolden op i palmerne. Det virkede mest af alt som om, USA tog det som en oplevelse, og et par gange skruede op for tempoet og lukkede kampen ned. Cuba skal dog have den ære, at de i mange tilfælde så farligere ud og lignede et hold, der ville det mere end amerikanerne.

Det vil altid være politisk

På tilskuerpladserne er der en smule skuffelse, men de fleste cubanere fortæller lettede, at de havde frygtet en 0-5-afklapsning. Hvad kan man også forvente af et land, hvor penge ikke hænger på træerne, men snarere på hver en udlænding der sætter sine ben på jorden? Det amerikanske sportsmedie USsoccer.com spekulerede efter kampen i om den ekstra opmærksomhed fra kampen kunne generere større interesse og dermed kanalisere penge over i den cubanske fodbold. Muligvis. Ordene ”Cuba” og ”USA” i samme sætning lyder nu stadig ikke som fodbold, men som politik. Især når det nu var første gang siden 1940’erne at det amerikanske landshold krydsede Florida-strædet for en venskabskamp. Den politiske kamp foregår stadigvæk mellem landene. Nogle cubanere siger at de kommer på Havanas legendariske havnefront, Malecón, for at få den friske luft fra Florida. Imens prøvede den amerikanske ambassade at sende amerikanske nyheder fra deres facade, men bliver bremset af det cubanske styre der har plantet en skov af flagstænger foran facaden så intet kan læses, sammen med to store sætninger: ”PATRIA O MUERTE” (fædreland eller død) og ”VENCEREMOS” (Vi vil vinde!). Vinde gjorde Cuba ikke på fodboldbanen, og hvem der vinder den ideologiske kamp, må tiden vise.

 

Fodboldministeriet: Slap af, Fischer og Søren A's spanske triumf

Fodboldministeriet: Slap af, Fischer og Søren A's spanske triumf

Englands næststørste by lider: Lokalderby i skyggen af problemer

Englands næststørste by lider: Lokalderby i skyggen af problemer